DK: Fortsat stigning i lønsummen i tredje kvartal
Den sæsonkorrigerede lønsum steg med 2,1 pct. fra andet til tredje kvartal 2008, og dermed kom den samlede lønsum op på 211 mia. kr. i tredje kvartal, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Udviklingen i lønsummen fra andet til tredje kvartal er påvirket af strejken i den offentlige sektor, der medførte et lavere lønsumsniveau i andet kvartal.
Da lønsumsindikatoren er baseret på en opgørelse af arbejdsgivernes indbetalinger af arbejdsmarkedsbidrag, og da der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af de udbetalte strejkeydelser, påvirkede strejken i andet kvartal lønsummen på det offentlige område. Stigningen i den sæsonkorrigerede lønsum i den offentlige sektor i tredje kvartal på 4,4 pct. kommer således efter et fald på 0,5 pct. i andet kvartal.