DSV: Ceva-formand ser købstilbud langt under den reelle værdi

Udgivet den 12-10-2018  |  kl. 16:47  |  

DSV's overtagelsestilbud til den schweiziske konkurrent Ceva Logistics på 27,75 schweizerfranc per aktie er ikke i nærheden af at afspejle den reelle værdi af det schweiziske selskab, mener Cevas bestyrelsesformand, Rolf Watter, i hvert fald.

I et interview med schweiziske Finanz und Wirtschaft siger formanden således, at Ceva er "væsentligt" mere værd, end DSV's tilbud peger på.

Ifølge finanshuset RBC kan DSV meget vel vælge at købe sig tid i forhold til Ceva Logistics efter afvisningen af købstilbuddet og måske i stedet kigge på andre opkøbsmål.

Hvis prisen for det schweiziske selskab senere skulle falde, kan DSV derefter måske vælge at genbesøge muligheden, vurderer RBS's analytikere ifølge Bloomberg News.

Ifølge RBC har DSV en historie for ikke at blive budt op. Finanshuset vurderer, at det danske selskab omvendt endte med at reducere sit bud på det amerikanske opkøb UTI Worldwide tre gange.

Under alle omstændigheder er vurderingen fra RBC, at DSV "opportunistisk" vil fortsætte med at forsøge at konsolidere industrien, efter at det danske selskab har haft stor succes med tidligere opkøb.

Ceva-aktien steg efter tilbuddet fra DSV med 34,4 pct. schweizerfranc i torsdagens handel, og fredag fortsætter fremgangen med en stigning på 5,1 pct. til 26 schweizerfranc.

Tilbuddet fra DSV svarede til en præmie på lige godt 50 pct., når man sammenligner med lukkekursen for Ceva onsdag.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder