DSV får sænket kursmål af Jyske Bank der dog venter stærke marginer i tredje kvartal

Udgivet den 17-10-2023  |  kl. 09:51  |  
Arkiv: Foto

DSV ventes at lande i den høje ende af sine forventninger for 2023, men samtidig lurer en recession forude i de kommende år.

Det ligger også til grund for et sænket kursmål af DSV-aktien hos Jyske Bank, der nu lyder på 1450 kr. fra 1550 kr.

Det skriver Morten Holm Enggaard, der er senioranalytiker i Jyske Bank, i en analyse.

Dog fastholder banken sin købsanbefaling af aktien.

- DSV har historisk vist, at de med deres kapitallette forretningsmodel kan tilpasse sig konjunkturudsvingene, og DSV har gentagne gange bekræftet, at det fortsat er deres intention, skriver Morten Holm Enggaard i analysen.

Jyske Bank hæver sine estimater for driftsresultatet (EBIT) i 2023 med cirka 2 pct., mens EBIT-estimaterne for 2024 og 2025 bliver sænket med 2 pct.

- Det er primært drevet af svagere volumen end ventet, der dog opvejes af stærkere enhedsmarginer end ventet i 2023, skriver Morten Holm Enggaard.

Jyske Banks EBIT-estimat for 2023 lyder nu på 18,4 mia. kr. Det er 3 pct. højere end konsensus og ligger i den høje ende af DSVs egne forventninger, der ligger i niveauet 17 til 18,5 mia. kr.

Tredje kvartal kommer til at minde meget om andet kvartal, hvor markedet oplever faldende volumen indenfor luftfragt, mens søfragten er ved at stabilisere sig, fremgår det af analysen.

- DSV har valgt at fokusere på at fastholde enhedsmarginer frem for at jage volumen, hvilket gør, at DSV risikerer at tabe markedsandele på kort sigt, skriver Morten Holm Enggaard.

- DSV beskriver markedet for luftfragt og delvist søfragt som meget konkurrencepræget i øjeblikket, hvilket vil resultere i faldende enhedsmarginer på sigt, fortsætter han.

TILBAGEKØB AF AKTIER

DSV har i en lang periode har købt aktier tilbage for cirka 1,5 mia. kr. hver måned. Det venter Jyske Bank vil fortsætte ind i fjerde kvartal.

- DSV skal ifølge vores beregninger optage gæld, hvis de vil fastholde niveauet af tilbagekøb i fjerde kvartal i år, skriver Morten Holm Enggaard.

Det er i udgangspunktet ikke problematisk, pointeres det i analysen.

- Men med et eventuelt opkøb af DB Schenker i horisonten, hvor de formegentlig ikke kan betale med DSV-aktier, så kan det være, at de holder krudtet tørt, skriver Morten Holm Enggaard.

Jyske Bank ser stadig DSV som en klar branchevinder, der vil fortsætte den imponerende vækst i fremtiden.

- DSVs styrke ligger i deres effektive IT-setup, performancekultur og deres aktionærvenlige samt kompetente ledelse. Det er disse kvaliteter, der har skabt og vil fortsætte med at skabe den vækstrejse, DSV er på, skriver Morten Holm Enggaard.

DSV-aktien falder 1,0 pct. til 1241,00 kr.

Selskabet ventes at aflægge regnskab for tredje kvartal den 24. oktober.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Research❯  Shares❯ 

Seneste nyheder