ECB-medlem Panetta: Renten er ikke langt fra sin endelige destination

Udgivet den 02-06-2023  |  kl. 08:29  |  

Den Europæiske Centralbank, ECB, vil blive ved med at hæve renten, men der er ikke lang vej endnu, før banken er i mål.

Det er budskabet Fabio Panetta, direktionsmedlem i ECB, til den franske avis Le Monde ifølge Bloomberg News.

- Jeg tror ikke, at tiden er til at gå hurtigt frem, for vi er allerede nået langt, siger Fabio Panetta og fortsætter:

- Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi er ikke langt fra den.

Det er forventningen, at renterne endnu en gang vil blive løftet med 25 basispoint i denne måned og i juli. Indskudsrenten er allerede blevet løftet med 375 basispoint til 3,25 pct., mens inflationen er aftaget, om end den stadig er høj.

Fabio Panetta er af de mere dueagtige medlemmer, og han påpeger også, at inflationen er høj - men at der ikke er grund til bekymring.

- Vores pengepolitiske stramning vil mærkes i de kommende måneder. Vi kan ikke udelukke muligheden for, at den indenlandske efterspørgsel forbliver svag, og at det vil udmønte sig i langvarig træghed i den økonomiske aktivitet eller endda en teknisk recession i eurozonen, siger Fabio Panetta.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Eurozonen❯ 

Seneste nyheder