Europa/lukning: Bayer i bunden i europæisk indeks efter tabt Roundup-sag

Udgivet den 20-11-2023  |  kl. 17:52  |  

Efter sidste uges positive takter var de europæiske aktiemarkeder mere afdæmpede mandag, hvor sundhedssektoren blev trukket ned af den tyske kemikoncern Bayer.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks steg 0,1 pct., mens sundhedssektoren faldt 0,4 pct.

Faldet i sektoren var især drevet af den kraftige modvind, som Bayer havde på børsen i Frankfurt, hvor aktien dykkede 18,0 pct., hvilket er den værste dag for aktien nogensinde ifølge Reuters.

Det svarer til et tab i markedsværdi på mere end 50 mia. kr.

Aktien var både presset af et droppet studie og en tabt sag vedrørende det uhyre omtalte ukrudtsmiddel Roundup, som Bayer arvede gennem overtagelsen af amerikanske Monsanto.

Lørdag tabte opkøbte Monsanto en afgørende sag om Roundup ved en domstol i staten Missouri, der betyder, at selskabet skal betale mere end 1,5 mia. dollar til tre tidligere brugere af ukrudtsmidlet, der har fået kræft og giver Roundup skylden.

Søndag var den gal igen, da Bayer oplyste, at det har droppet udviklingen af lægemiddelkandidaten Asundexian - et blodfortyndende middel, som tidligere blev set som en potentiel blockbuster med et salgspotentiale på over 1 mia. dollar om året.

Modsat gik det de italienske banker, der klarede sig godt på børserne mandag, efter kreditvurderingsbureauet Moody's løftede udsigterne for Italiens kreditvurdering til "stabile" fra "negative".

Ændringen skyldtes blandt andet en stabilisering af udsigterne for Italiens økonomi, sundhedstilstanden i banksektoren og dynamikken i den fortsat meget høje statsgæld, referer Bloomberg News.

Og den ændring nød netop banksektoren godt af mandag.

Banco Monte dei Paschi steg mandag med 0,7 pct., Unicredit løftedes også med 0,7 pct. og Banco BPM gik frem med 1 pct.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder