Europa/lukning: Ejendoms- og medicinalaktier toppede lysegrønne indeks trods PMI-skuffelse

Udgivet den 23-08-2023  |  kl. 17:52  |  

Efter lidt slingren frem og tilbage i løbet af dagen endte de største europæiske aktiemarkeder onsdag med fremgang for tredje handelsdag i træk.

Dermed lod investorerne sig ikke forstyrre voldsomt af klart svagere end ventede aktivitetstal fra både Tyskland, Storbritannien og eurozonen.

Tværtimod kan PMI-tallene, der i eurozonen viste et overraskende stort fald i servicesektoren, som nu også er i tilbagegang, fjerne noget af presset på Den Europæiske Centralbank (ECB) i forhold til at fortsætte de pengepolitiske stramninger.

- Når man tager PMI-tallene med ind i regnestykket om bruttonationalproduktet, leder det os til konklusionen, at eurozonen vil gå tilbage med 0,2 pct. i tredje kvartal, siger Cyrus de la Rubia, der er cheføkonom hos Hamburg Commercial Bank, til nyhedsbureauet AFP.

Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks endte med en stigning på 0,4 pct., og i London gik FTSE 100-indekset frem med 0,7 pct.

I Paris sikrede CAC 40-indekset sig et snævert plus på 0,1 pct., og i Frankfurt i Tyskland steg DAX-indekset med 0,2 pct.

Det overordnede PMI-tal for eurozonen faldt i august til 47,0 fra 48,6 i juli. Økonomerne havde ventet en noget mindre tilbagegang til 48,5, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

IKKE LIG MED PAUSE HOS ECB

Men de sløje data betyder ikke nødvendigvis, at ECB vil holde pause med sine stramninger af pengepolitikken på mødet i september, lyder det fra hollandske ING.

- Økonomien køler betydeligt af, men høgene i ECB-bestyrelsen vil være fristede af at presse på for endnu en renteforhøjelse, da lønpresset omsættes til øget inflationspres inden for services, siger seniorøkonom Bert Colijn fra banken ifølge AFP.

Blandt enkeltaktierne var danske Bavarian Nordic helt i front for Stoxx 600-indekset med sin stigning på 8 pct. til 160,45 kr., der var resultatet af et stærkt regnskab for andet kvartal fra morgenstunden.

Medvind var der også til medicinalindustrien generelt, og blandt enkeltaktierne var der fokus til blandt andet schweiziske Roche, som steg med 3,8 pct. til 262,55 schweizerfranc.

Det skete, efter at selskabet ved en fejl kom til at offentliggøre foreløbige data fra et afgørende studie med en ny lægemiddelkandidat på kræftområdet.

De viser sig positive, og derfor blev aktien sendt i vejret onsdag.

Samlet set steg medicinalsektoren under Stoxx 600-indekset med 1,1 pct. Allerbedst gik det dog ejendomssektoren, som steg med 2,1 pct.

Det dækkede over bred fremgang til blandt andet en række britiske selskaber i sektoren, som var understøttet af blandt andet kraftigt faldende markedsrenter.

Det kunne bankaktierne omvendt ikke lide, og den sektor faldt med samlet 0,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet