Flere faktorer bag opjustering hos Harboes Bryggeri

Udgivet den 28-11-2023  |  kl. 17:19  |  
Arkiv: Foto

Harboes Bryggeri opjusterer forventningerne til 2023/24 forud for bryggerikoncernens halvårsregnskab, der offentliggøres 12. december.

Opjusteringen af forventningerne er påvirket af flere faktorer, lyder det fra selskabets finansdirektør, Simon Andersson, der uddyber:

- Vi ser et positivt produktmiks i alle fire forretningsområder - Export Beverages, Ingredients, samt Beverages i Danmark og Tyskland. Desuden ser vi en tendens til mindre turbulens i prisudviklingen på energi, og særligt de faldende priser på søfragt giver vores eksportforretning bedre forudsætninger for øget forretning.

- Dog oplever vi fortsat prispres på en række væsentlige råvarer, lokal distribution samt øgede lønninger.

Bryggerikoncernen venter nu et driftsresultat, EBITDA, på 120-150 mio. kr. mod tidligere 100-130 mio. kr., og forventningerne til resultatet før skat er løftet til 30-60 mio. kr. fra 10-40 mio. kr.

Harboes administrerende direktør, Søren Malling, udtrykker tilfredshed med at se begyndende resultater af sin strategi, "Folkets Bryggeri".

- Selvom indtjeningsgraden for vores virksomhed stadig er under det ønskede niveau, er vi stolte af den indsats, der har ført til opjusteringen af forventningerne, siger Søren Malling i meddelelsen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Seneste nyheder