FLSmidth anklages for misbrug

Udgivet den 18-03-2008  |  kl. 13:02  |  

FLSmidth oplyser, at deres amerikanske datterselskaber FLSmidth-Excel og Excel Foundry & Machine, der blev købt i 2005-2006, er under anklage for krænkelse af patentrettigheder og misbrug af
forretningshemmeligheder.

Det er konkurrenten Metso Minerals, der anklager FLSmidth.

Sagen, som er anlagt ved forbundsdomstolen i Milwaukee i staten Wisconsin (forbundsretssagen), angår specifikke komponenter i Excels populære kegleknusere. Excel og Foundry har indrømmet utilsigtet at have krænket patentrettighederne og har i overensstemmelse med FLSmidths forretningsetiske regler forpligtet sig til at yde Metso en rimelig erstatning for patentkrænkelsen, står der i pressemeddelelsen.

Foundry er siden ophørt med at sælge en af de komponenter der anklages for patentkrænkelse, og patentet vedrørende den anden komponent er i mellemtiden udløbet.

Excel og Foundry er således af den opfattelse at den del af retssagen som vedrører patentkrænkelse, ikke vil påvirke Excels eller Foundrys drift.

Til trods for at Excel og Foundry er villige til at kompensere Metso for den begrænsede krænkelse af patentrettighederne har Metso siden hen søgt at udvide sagen ved at beskylde Excel for misbrug af påståede forretningshemmeligheder. Excel er ved at gennemgå disse nye krav og er parat til energisk at forsvare sig mod anklagerne, står der i pressemeddelelsen.

Sluttelig er Excel og Foundry i gang med at undersøge eventuelle modkrav mod Metso for mulig konkurrencebegrænsende adfærd.

Retssagen ændrer ikke forventningerne til FLSmidths indtjening i 2008.

Udgivet af: NPinvestordk