Fredagens aktier: GN bragede op mens FLS, Coloplast og Pandora sank til bunds

Udgivet den 10-11-2023  |  kl. 17:03  |  
Pandora

GN trak voldsomt fra i toppen af C25-indekset fredag, hvor aktien skød op efter et kvartalsregnskab, der varslede bedring og indsnævrede forventningerne.

Den danske høreapparatkoncern fik dog kun selskab af få navne i grønt, og dermed blev det til et samlet minus for C25-indekset. Eliteindekset endte med et samlet fald på 0,9 pct. til 1643,27, mens også de øvrige europæiske markeder befandt sig i rødt.

USA bød også på røde aktieindeks torsdag aften, hvor en længere stime af plusser blev afbrudt af høgeagtige udtalelser fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell. Han meddelte, at centralbanken ikke vil tøve med at stramme politikken yderligere, hvis det er nødvendigt.

- Faldene hænger sammen med rentebevægelserne torsdag, hvor Jerome Powell var mere høgeagtig i sin tale. Det sendte renterne lidt op, og det rammer markedet, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

I bunden af indekset gik det hårdest ud over FLSmidth, Coloplast og Pandora, der allerede har været i vælten med regnskaber i ugens løb.

Uden for C25-indekset har også Matas og MT Højgaard desuden aflagt regnskab fredag morgen.

GN INDSNÆVRER FORVENTNINGERNE

GN indtog toppen med et plus på 11 pct. til 135,35 kr. fredag. Det skete, efter at selskabet har leveret tal for tredje kvartal, hvor forventningerne til væksten er blevet indsnævret. Midtpunktet for Hearing-divisionen blev løftet et enkelt hak, mens det går den modsatte vej i Audio-divisionen.

Samtidig ser selskabet nu yderligere engangsudgifter for 300 mio. kr. i fjerde kvartal.

Ser man på tredje kvartal for de to divisioner, klarede Hearing sig lidt bedre end ventet, mens Audio fortsat var under pres, men derudover leverede nogenlunde som forventet.

- GN tager overskrifter med sit regnskab, der egentlig kommer ind tæt på det forventede, men det giver en stor lettelse, at de rammer inden for skiven efter flere ubehagelige overraskelser, siger Martin Munk.

CARLSBERG OG GENMAB FÅR LØFTET ANBEFALINGERNE

Der var også analytikernyt til Carlsberg og Genmab, der begge fik hævet anbefalingerne.

Carlsberg får løftet sin anbefaling til "outperform" fra "market perform" hos børshuset Bernstein. Kursmålet på 1100 kr. fastholdes, fremgår det.

Aktien faldt 1,1 pct. til 822 kr.

Bryggerikollegaen Royal Unibrew faldt desuden 1,9 pct. til 460,80 kr. Dermed blev torsdagens comeback kortvarigt, og der blev i stedet lagt lidt til faldet på 12,5 pct. onsdag, hvor selskabet aflagde et skuffende regnskab.

I bunden blev også Pandora tynget 2,7 pct. til 860,80 kr., men her skyldtes det ifølge Martin Munk formentlig gevinsthjemtagning oven på et godt regnskab onsdag.

Genmab blev hævet til "køb" fra "hold" hos Deutsche Bank, men aktien dykkede 1,9 pct. til 2153 kr.

COLOPLAST MED LAVERE ANBEFALING

I modsat ende blev Coloplast sænket til "sælg" fra "hold" hos ABG Sundal Collier, mens kursmålet blev skåret til 675 kr. fra 800 kr.

Jyske Bank sænkede anbefalingen til "hold" fra "køb", mens kursmålet blev skåret til 830 kr. fra 950 kr.

Aktien dykkede 2,9 pct. til 697,40 kr. oven på et minus på 6,9 pct. efter regnskabet torsdag.

Ørsted fik skåret kursmålet til 450 kr. fra 600 kr. af HSBC, men med den fortsatte anbefaling "køb".

Der var også godt nyt til energiudvikleren torsdag aften, hvor rygter om, at den britiske regering vil tilbyde væsentligt højere subsidier til havmølleparker, gav plus.

Den tendens fortsatte fredag, hvor aktien steg 4,9 pct. til 293,80 kr. - dog uden at rygterne er blevet bekræftet.

BAVARIAN-RIVAL FÅR GODKENDELSE I USA

Bavarian Nordics franske rival Valneva fik sent torsdag godkendt sin vaccine mod febersygdommen chikungunya i USA. Vaccinen er den første godkendte af sin slags mod sygdommen, der overføres til mennesker via myggestik.

Bavarian-aktien faldt 1,8 pct. til 136,55 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

08:43 Aktier/tendens: Mærsk og Zealand kan få opmærksomhed ventet på rolig fredag
08:16 Novos ærkerival har sat fuld skub på udviklingen inden for svær overvægt
07:50 Råvarer: Olieprisen falder som følge af mindre risikoappetit
07:14 Obligationer/tendens: Dramatisk renteuge kan slutte mere roligt
07:09 Mærsks asiatiske konkurrenter har solid medvind fredag
06:37 Dansk aktie skiller sig ud som bedste investering inden for svær overvægt
06:34 Schweizisk storbank tror på blød landing og ser to rentesænkninger i USA i 2024
06:34 Japans centralbank fastholder renten og udskyder beslutning om stramning
06:32 Asien: Japanske aktier hjulpet af en svækket yen
06:32 Valuta: Bank of Japan udskyder strammerkurs - yen rammer svageste niveau i seks uger
06:30 Kalender med link - fredag den 14. juni
17:57 Europa/aktier: Rentestigninger gav største fald siden midten af april
17:41 Opec kalder tro på snarlig top i efterspørgslen efter olie for farlig
17:15 Torsdagens obligationer: Lidt bevægelse efter amerikanske nøgletal
17:08 Torsdagens aktier: Surt eliteindeks med banker i bund og volatile Zealand i top
16:30 UBS rygtes i forhandlinger med kinesisk partner om frasalg af Credit Suisse-selskab
15:50 USA/åbning: Positiv optakt bekræftet efter eftermiddagens nøgletal
15:36 Lufthansas investering i italienske ITA er på vej til at blive godkendt af EU
14:42 Amerikanske producentpriser viser lovende takter: Stiger mindre end ventet i maj
14:32 USA: En del flere nytilmeldte ledige end ventet i sidste uge