Fremtidsforsker: Historien gentager sig - men...

Udgivet den 01-08-2008  |  kl. 15:45  |  

Det kan ikke afvises, at flere investorer i løbet af året har måttet trække i land efter flere måneder med røde tal på bundlinjen. De økonomisk erfarne med et par konjunkturcykluser på bagen har påpeget det gentagende gange, men er blevet overhørt af markedets ofte kortsigtede psykologi. Historien gentager sig.

- Vi har ikke så god træning i at reagere, siger Axel Olesen administrerende direktør for Institut for Fremtidsforskning til NetPosten.dk.

Og det er mange bekendt noget, der kan have afspejlet sig i de rekordsvingninger, markedet har været præget af i løbet af året og ikke mindst den seneste måned. Om end fest og bedrøvelse på aktiemarkedet har afløst hinanden med ganske kort varsel fra dag til dag, har en overordnet og langsigtet retning før eller siden affundet sig.

Mange har revet sig i håret over at den langsigtede eftertænksomhed manglede da pengene blev satset på ejendomme, der i forvejen var skruet rekord højt op i værdi. Det er ikke første gang, vi taber "likviditetsfornemmelsen".

- Vi har set det i 70’erne. Vi har set det ved årtusindskiftet og der er mig bekendt endnu ikke set eksempler på, at de økonomiske sammenhænge og økonomiens love er trådt ud af kraft, siger Axel Olesen.

Men det er altid svært, at sige hvornår det vender tilbage. Hvornår det er mest passende at tage økonomiens historiske erfaringer til sig. Vi griber efter den højest mulige gevinst, taber balancen og må ofte efter flere års forsøg bekende os til de gamle læresætninger og om ikke andet erkende konkjunkturens cyklus.

Udfordringen bliver derfor at forstå, hvad det er, der med næsten naturnødvendighed får økonomien til at bevæge sig op og ned i konjunkturer.

Historisk kan der skelnes mellem lange og korte konjunkturcykler. De lange løber over 40 til 50 år og er et resultat af teknologiske gennembrud. På et eller andet tidspunkt løber effekten af de teknologiske stød til økonomien ud, og en lavkonjunktur sætter ind.

De kortsigtede kan have en varighed på 8 til 10 år og hænger oftest sammen med udviklingen i bygge- og anlægsvirksomhed og investeringerne. God indtjening i erhvervene og stigende investeringer præger starten af en sådan konjunktur. Ved udgangen er væksten faldende og det har historisk set båret problemer med sig som f.eks. stigende arbejdsløshed. Man kan pege på at fald i byggeaktiviteten på et tidspunkt vil betyde færre arbejdspladser. Det er også set før. Men de seneste tal for Danmarks ledighed, der mod alles forventning viste et historisk lavt niveau på 1,6 pct. taler sit eget sprog.

- Historien gentager sig, men der er visse væsentlige scenarier i dag, som vi ikke har set før. Det at Danmarks økonomi bevæger sig mellem stagflation og høj beskæftigelse, er temmelig unikt set i et historisk lys, påpeger Axel Olesen og tilføjer at økonomien i dag er præget af stor fleksibilitet og muligheder, der fremadrettet kan skabe visse afvigelser fra fortidens erfaringer.

Danmarks Institut for Fremtidsforskning holder i øjeblikket foredrag, der bl.a. fremhæver tre scenarier i Dansk økonomi; lavvækst, protektionisme, strukturel tilpasning og et nyt vækst-scenarium.

/F. Søgaard

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder