Funktionærloven ændres - Klausuler skal koste

Udgivet den 02-02-1999  |  kl. 15:07  |  

København--2. februar--NetPosten--Regeringen vil nu ændre funktionærloven for at dæmme op for en tendens til, at flere og flere lønmodtagere pålægges konkurrence- eller kundeklausuler. Der bliver ikke forbud mod klausulerne, men ændringen skal få arbejdsgiverne til at begrænse antallet af klausuler frivilligt.

For fremtiden skal der betales halv løn for en konkurrenceklausul hver måned i den periode, lønmodtageren ikke må tage jobs, der er i konkurrence med den tidligere arbejdsgiver. Hvis lønmodtageren får andet arbejde, indenfor han/hendes naturlige felt, kan arbejdsgiveren trække denne nye løn fra i den løbende kompensation. På den måde vil arbejdsgiveren blive tilskyndet til at lave klausulerne så smalle som muligt - og dermed så lidt belastende for lønmodtagernes mulighed for at få et nyt job som muligt.

- Det er vigtigt at sikre, at faglig viden og kompetence hos den enkelte lønmodtager ikke går til spilde på grund af de for brede klausuler, og det er vigtigt at sikre mobiliteten på arbejdsmarkedet, siger arbejdsminister Ove Hygum (S).

Kundeklausuler skal der først betales for 1 år efter fratrædelsen. Det er udtryk for, at kundeklausuler kan være livsvigtige for virksomheden i en periode. Det er også udtryk for, at lønmodtageren normalt ikke er afskåret fra at få arbejde på grund af en kundeklausul - han må blot ikke stjæle kunderne.

Til gengæld skal der betales, hvis kundeklausulen løber mere end et år. Virksomheden skal have en stærk interesse i det, hvis de på den måde vil binde kunderne til sig og begrænse tidligere ansattes frie erhvervsudøvelse i en længere periode.

Udgivet af: NPinvestordk