Grækenland vil støtte bankerne med 9 mia euro

Udgivet den 18-09-2019  |  kl. 18:54  |  

Den græske regering planlægger at stille op mod 9 mia. euro til rådighed i statsgarantier til landets banker for at hjælpe dem med at reducere en byrde af dårlige lån, som tynger bankernes balancer.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til to unavngivne kilder.

Tiltaget minder om et tilsvarende, som Italien har gennemført, men kræver dog konkurrencegodkendelse fra EU's side. Det ventes, at en afgørelse fra EU, om der er tale om ulovlig statsstøtte eller ej, vil foreligge inden for nogle uger.

Grækenland er Europas mest gældsplagede land, og bankerne har i sig selv dårlige lån for 75 mia. euro. Det har accelereret hensættelserne til tab og samtidig langt hindringer i vejen for at udstede nye lån til kunderne.

Hvis den græske stat får lov at stille en garanti over for bankerne, ventes det, at de kan sænke mængden af dårlige lån med 30 mia. euro.

Statsgarantien skal efter planen anvendes til at skabe porteføljer med dårlige lån, der ad den vej dog kan opnå en større sikkerhed, og som efterfølgende kan videresælges via forskellige obligationsudstedelser. En del af disse udstedelser skal dog blive i bankernes bøger som gæld.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Europa❯  Eurozonen❯  Grækenland❯