Henton: Aktiemarkederne er i færd med at miste fodfæstet

Udgivet den 25-04-2005  |  kl. 13:23  |  

Henton Børsmæglerselskab ser det som et problem, at især Nasdaq indekset ikke viste styrke til at genoptage optrenden i løbet af 1. kvartal. Det fører nu til, at aktiemarkederne over en bred kam er i færd med at miste fodfæstet.

- For nogles vedkommende sker det efter opbygning af regulære topmønstre. I andre tilfælde skærer markederne gennem afgørende støttepunkter, og i f.eks. det hjemlige KFX-indeks er topmønstret endnu ikke fuldendt, men der er begyndt at komme et oplæg til top, skriver Henton.

Henton ser faldene som et varsel om, at konjunkturerne bliver endnu dårligere i den kommende tid og finder det karakteristisk, at faldene kommer på et tidspunkt, hvor vi oplever en ny optimisme blandt virksomhederne.

- Husk på, at kurserne er i top, når det ser lysest ud. Desværre må vi på baggrund af udviklingen regne med, at der er en "øretæve" på vej, konkluderer Henton.

Teknisk set ser Henton således tegn på udmattelse opad og ser et brud under 314,75 som et håndfast bevis på en top. Børsmæglerselskabet ser dog risiko for, at markedet vil fortsætte og lægge et stærkt pres på den vigtige støttezone i 286-296, hvor 200 dages glidende gennemsnit er beliggende.

Udgivet af: NPinvestordk