Hollandske ASML blev sendt ned af "fat fingers"

Udgivet den 13-02-2024  |  kl. 17:44  |  

Fejlhandel sendte tirsdag den hollandske chipudstyrsproducent ASML markant ned i morgenhandlen - faktisk så meget som 7,1 pct.

Men senere rettede aktiekursen sig, og der mistænkes nu at stå "fat fingers" bag det store fald - enten som fejlhandler eller som algoritmer, der har taget over og sendt aktien i dybet.

Det skriver Bloomberg News.

ASML, der er en af de mest værdifulde europæiske tech-koncerner, tog til genmæle, og aktien rettede sig en smule for blot at blive ramt af højere amerikansk inflation end ventet, hvilket især rammer den rentefølsomme techsektor hårdt, da det udskyder håbet om en rentenedsættelse fra Federal Reserve.

Handler, der sker enten ved menneskelige fejl eller via algoritmehandel, kaldes "fat fingers" og skal ses i overført betydning som en person med tykke fingre, der ikke kan ramme tasterne rent.

På trods af faldet tirsdag i aktiekursen er ASML steget med 24,8 pct. i år.

At aktien falder kan også skyldes, at nogle investorer har valgt at tage gevinsten hjem nu:

- Jeg tror, at teknologisektoren bare tager profit hjem, da aktierne har været overkøbt, siger Janet Mui, der er markedschef hos RBC Brewin Dolphin, til Bloomberg.

ASML endte tirsdagen med et fald på 3,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder