Jyske Bank OVERBLIK Q3: Nedpræciserer forventning og løfter tilbagekøb

Udgivet den 30-10-2019  |  kl. 08:51  |  

Jyske Bank har onsdag morgen offentliggjort regnskab for tredje kvartal. Her er hovedpunkterne fra regnskabet:

* Banken kom ud af årets tredje kvartal med et lavere overskud, end analytikerne havde ventet. Overskuddet før skat faldt til 449 mio. kr. fra 762 mio. kr. i samme periode sidste år. Dette resultat var også en del under forventningen om et overskud før skat op 649 mio. kr., viser estimater indsamlet af Jyske Bank.

* På toplinjen faldt nettorenteindtægterne til 1310 mio. kr. i kvartalet, og det var stort set som ventet blandt analytikerne, der havde forudset 1330 mio. kr. på den post.

* Nettogebyr- og provisionsindtægterne tog omvendt et hop til 580 mio. kr. fra 443 mio. kr. i tredje kvartal året forinden. Samtidig klarede Jyske Bank sig også lidt bedre end ventet på den post, hvor analytikerne regnede med at se 528 mio. kr.

* Kursreguleringerne var med til at tynge resultaterne hos banken i tredje kvartal, hvor den post var påvirket af faldet i de lange markedsrenter og en fladere rentekurve. Jyske Bank kunne fremvise et minus på 95 mio. kr. på den post mod et plus på 132 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Analytikerne havde desuden ventet et plus på 8 mio. kr.

* I tredje kvartal voksede bankens basisomkostninger desuden til 1275 mio. kr. fra 1249 mio. kr. i tredje kvartal 2018. Til sammenligning havde analytikerne ventet basisomkostninger på 1248 mio. kr. i årets næstsidste kvartal.

* Jyske Banks regnskab bød også på en nedpræcisering af bankens forventninger til hele 2019. Banken venter i 2019 nu et resultat efter skat omkring 2,0 mia. kr. mod tidligere 2,0-3,3 mia. kr. svarende til en egenkapitalforrentning efter skat omkring 6 pct. mod tidligere 6-10 pct.

* Samtidig har banken annonceret, at den vil forhøje sit igangværende aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr. til 1 mia. kr.

* Omvendt vil bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at der udbetales 0 kr. i ordinært udbytte for regnskabsåret.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder