Ledigheden kravler fortsat langsomt opad
Arbejdsløshedskøen vokser sig langsomt længere.
I oktober voksede den med yderligere 500 personer, så der nu er mere end 85.000 ledige på det danske arbejdsmarked.
Det viser tal fra Danmarks Statistik torsdag morgen.
Udviklingen betyder, at ledigheden nu har været svagt stigende i 13 måneder i træk.
Det vil ifølge Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri (DI), typisk være et tegn på, at vi er i en periode med afmatning i økonomien.
- Men flere andre arbejdsmarkedsnøgletal peger i positiv retning - beskæftigelsen stiger fortsat, og mere end hver fjerde virksomhed melder om mangel på arbejdskraft, skriver han i en kommentar.
- Så billedet er bestemt ikke entydigt negativt.
Derfor ser han heller ikke pessimistisk på fremtiden.
Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, har også noteret sig, at arbejdsmarkedet generelt ser sundt ud.
- Udgangspunktet på arbejdsmarkedet er hammerstærkt, og det er med til at holde ledigheden i relativt kort snor. Beskæftigelsen er steget igennem 2023, og har på det seneste krydset tre millioner, skriver han i en kommentar.
- Farten er dog på vej ned på, når vi ser på antallet af stillingsopslag. Stillingsopslagene har generelt peget ned gennem den seneste lange periode. De ligger fortsat fornuftigt til, men er slet ikke på højde med tidligere.
Derfor forventer han også, at pilen fortsat vil pege opad, når det kommer til udviklingen i ledigheden resten af året.
- Dansk økonomi er i recession, og inflation og stigende renter har svækket danskernes købekraft. Arbejdsmarkedet reagerer typisk med en forsinkelse, og vi forventer en tid med lavere beskæftigelse og flere ledige, lyder det fra Jeppe Juul Borre.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›