Mandagens danske avisuddrag med Danfoss, Novo Nordisk og Grønne aktier

Udgivet den 21-03-2022  |  kl. 07:21  |  

BØRSEN

DSV-TOPCHEF: NEDLUKNINGER I KINA KAN FORLÆNGE FRAGTKAOS TIL 2023

Transportpropperne ser ikke ud til at opløse sig foreløbigt - og slet ikke efter en række virusudbrud i Kina. DVS ser først en bedring i fragtrater og forsinkelser i 2023, lyder det fra topchefen (side 13).

AKTIECHEFER FORVENTER STRIBE AF NEDJUSTERINGER FRA BØRSSELSKABER

I kølvandet på krigen i Ukraine forbereder en række aktiechefer sig på, at flere danske børsselskaber vil nedjustere sin guidance for indtjeningen for 2022 (Forside, side 2)

KVIKLÅNSINDGREB HAR VIRKET - FLERE UDBYDERE HAR FORLADT DANMARK

Oven på kviklånsindgrebet i 2020 har en række selskaber forladt det danske marked. Hvis man i dag går ind på kviklånshjemmesider som Vivus, Zaplo eller Simbo kan man ikke få lov til at optage hurtige lån som før (Forside, side 16-17)

RÅVARERKAMP: LANDE TYR TIL OMSTRIDT VÆRKTØJ

Krigen mellem Ukraine og Rusland, der er to af verdens største eksportører af korn og hvede, har ført til forhøjede priser på mad. Nu væbner flere lande sig mod et usikkert råvaremarked, hvor flere lande indfører eksportstop (side 9).

COMEBACK TIL EUROPÆISKE AKTIER TRODS KRIG

Nyheden om Ruslands invasion af Ukraine blev på de europæiske finansmarkeder modtaget med tunge kursfald. I dag er de europæiske aktiefald dog udvisket. Hos Nykredit hæfter man sig ved, at flere usikkerhedsmomenter er blevet nedtonet i Europa (side 8).

DANFOSS VÆLGER INDUSTRIMAND UDEFRA SOM FORMAND

En af dansk erhvervsliv helt store, Jørgen Mads Clausen, forlader på fredag posten som formand for Danfoss efter 12 år i industrikoncernen, som blev stiftet af hans far. Som afløser er indstillet Jens Bjerg Sørensen, og dermed overlader stifterfamilien formandsposten til en ekstern (Forside, side 6-7).

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

STORE SELSKABER TVINGES TIL AT REVURDERE DERES STRATEGI

Stigende politiske spændinger mellem Vesten, Rusland og Kina vil i de kommende år tvinge virksomheder til markante ændringer i forretningen, lyder det fra eksperter og erhvervsledere (Forside, side 6-7).

VIRKSOMHEDER MED OVERENSKOMST FÅR LETTERE ADGANG TIL UDLÆNDINGE

Fremover får virksomheder med en overenskomst under Dansk Arbejdsgiverforening (DA) betydeligt lettere ved at ansætte udlændinge via den såkaldte beløbsordning. Dansk Industri glæder sig over ændret praksis fra myndighederne (Forside, side 4).

HÅBET OM ET NYT KURSEVENTYR ER TÆNDT FOR GRØNNE AKTIER

Flere investorer satser på, at et nyt grønt eventyr er sparket i gang efter en acceleration i den grønne omstilling i kølvandet på Ukraine-krigen. Dog er der ifølge eksperter ikke udsigt til samme kursridt som i 2020 (Forside, side 12-13).

NOVO TÆT PÅ TOP-3 I MEDICINAL VERDEN

Med forventet meget høj vækst fra salget af de nye fedmemidler står Novo Nordisk til at blive et af verdens absolut største medicinalselskaber. Alligevel er der usikkerhed om, præcis hvor stor væksten bliver (Forside, side 14-15).

BERLINGSKE BUSINESS

ØNSKE OM AT SKABE DANSKE JOB I OPRUSTNINGEN MOD RUSLAND SKYDES NED AF TÆNKETANKE

Både politikere, Dansk Metal og Dansk Industri vil bruge en del af de kommende forsvarsmilliarder på danske virksomheder, men det er en dårlig idé, mener de to tænketanke Kraka og CEPOS (Forside, side 4-5).

MÅLING: BEKYMRINGEN STIGER OVER PRISHOP PÅ BENZIN, OLIE OG GAS

Energipriserne stiger drastisk oven på krigen i Ukraine, og det gør danskernes bekymring også. Det kan ifølge Dansk Erhverv blive endnu værre, da der er spådom om inflation senere på året (Forside, side 6).

GRØNT UDSTILLINGSVINDUE SKAL LOKKE TURISTER TILBAGE TIL KØBENHAVN

Ambitionerne for Københavns turisme er store, og samtidig skal byen være verdens mest bæredygtige by. I et større samarbejde har Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen nu udarbejdet en ny genopretningsplan til 68 mio. kr., som skal sikre, at turisterne kommer tilbage (side 9).

.\\˙ MarketWire

Caroline Conceicão Borges Schouboe

Tags:  newspaper❯