Mandagens obligationer: Rentefald bed sig fast - fokus mod data senere på ugen

Udgivet den 04-12-2023  |  kl. 17:00  |  

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation holdt fast i mandagens indledende rentefald, der tiltog hen over dagen og endte på 3 basispoint til 2,61 pct. efter fredagens fald på 6 basispoint.

Faldet kom i kølvandet af en tale fra Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i fredags:

- Powell sagde fredag, at forholdet mellem at gøre for meget eller for lidt var blevet mere balanceret. Og det var tilstrækkeligt for markedsdeltagerne, som valgte at købe yderligere op i de amerikanske obligationer med yderligere rentefald til følge, skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar mandag.

- At Powell også sagde, at Federal Reserve ikke overvejer at sænke renten i øjeblikket, blev derimod overhørt af markedsdeltagerne, fortsætter han.

Han henviste til, at markedet nu ser 100 pct. sandsynlighed for, at den ledende amerikanske rente vil være sænket til maj.

Mandag formiddag påpegede næstformanden for Den Europæiske Centralbank, ECB, Luis de Guindos, at centralbanken endnu ikke har sejret over den høje inflation.

Bemærkningen fulgte sidste uges foreløbige inflationstal fra eurozonen for november, der viste et større fald end ventet i både den overordnede inflation og kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på fødevarer, energi, alkohol og tobak.

Inflationstallene "var en positiv overraskelse", men "centralbankerne er nødt til at være påpasselige", siger han mandag ifølge Bloomberg News og tilføjer, at selv om inflationen er aftagende, "ser vi meget store lønstigninger" i nogle dele af eurozonen.

Det var mandag småt med nøgletal, og de største begivenheder kommer da også til at ske i ugens løb, når der kommer tal fra den anden side af Atlanten i form af blandt andet indkøbschefernes aktivitetsindeks og den månedlige arbejdsmarkedsrapport, hvor blandt andet lønudviklingen vil blive gransket.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder

08:43 Aktier/tendens: Mærsk og Zealand kan få opmærksomhed ventet på rolig fredag
08:16 Novos ærkerival har sat fuld skub på udviklingen inden for svær overvægt
07:50 Råvarer: Olieprisen falder som følge af mindre risikoappetit
07:14 Obligationer/tendens: Dramatisk renteuge kan slutte mere roligt
07:09 Mærsks asiatiske konkurrenter har solid medvind fredag
06:37 Dansk aktie skiller sig ud som bedste investering inden for svær overvægt
06:34 Schweizisk storbank tror på blød landing og ser to rentesænkninger i USA i 2024
06:34 Japans centralbank fastholder renten og udskyder beslutning om stramning
06:32 Asien: Japanske aktier hjulpet af en svækket yen
06:32 Valuta: Bank of Japan udskyder strammerkurs - yen rammer svageste niveau i seks uger
06:30 Kalender med link - fredag den 14. juni
17:57 Europa/aktier: Rentestigninger gav største fald siden midten af april
17:41 Opec kalder tro på snarlig top i efterspørgslen efter olie for farlig
17:15 Torsdagens obligationer: Lidt bevægelse efter amerikanske nøgletal
17:08 Torsdagens aktier: Surt eliteindeks med banker i bund og volatile Zealand i top
16:30 UBS rygtes i forhandlinger med kinesisk partner om frasalg af Credit Suisse-selskab
15:50 USA/åbning: Positiv optakt bekræftet efter eftermiddagens nøgletal
15:36 Lufthansas investering i italienske ITA er på vej til at blive godkendt af EU
14:42 Amerikanske producentpriser viser lovende takter: Stiger mindre end ventet i maj
14:32 USA: En del flere nytilmeldte ledige end ventet i sidste uge