Matas får god afslutning på sløjt år

Udgivet den 30-05-2017  |  kl. 08:40  |  

Materialistkæden Matas havde et flot fjerde kvartal, der var med til at give en god afslutning på hele regnskabsåret, der ellers ikke har været specielt opløftende.

Det fremgår af kædens regnskab for 2016/17, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Kvartalets driftsindtjening EBITDA landede på 83,1 mio. kr. mod 81,7 mio. kr. samme periode sidste år, svarende til en EBITA-margin på 13,1 pct. mod 13,2 pct. sidste år.

Også omsætningen var bedre end tidligere, da den landede på 779,4 mio. kr. mod 764 mio. kr. i fjerde kvartal sidste år.

- Vi sluttede regnskabsåret med et tilfredsstillende fjerde kvartal, hvor både omsætning og indtjening lå højere end samme periode sidste år, siger Terje List, administrerende direktør i Matas, i regnskabet.

Den såkaldte like-for-like vækst landede i fjerde kvartal på 2,5 pct., mens der i fjerde kvartal af 2015/16 var tale om en negativ vækst på 1,3 pct.

Til trods for det succesfulde fjerde kvartal lander hele årets nettoresultat på 338,7 mio. kr. mod 364,5 mio. kr. året før. Selv kalder Matas hele årets økonomiske resultat for "mindre tilfredsstillende".

I det kommende regnskabsår venter Matas en like-for-like-vækst på 1-3 pct. samt en EBITDA-margin på et højere niveau end for regnskabsåret 2016/17.

Forventningerne til det netop overståede regnskabsår lød på en omsætningsvækst på 0-2 pct. samt en EBITA-margin på cirka 16 pct. Her ramte Matas i mål, da væksten i omsætningen endte på 1,3 pct. og EBITDA-marginen på 15,9 pct.

Matas måtte nedjustere en gang i det netop overståede regnskabsår. Det skete i forbindelse med halvårsregnskabet. I starten af året lød forventningen på en like-for-like vækst på mellem 1 til 3 pct. og en EBITA-margin i underkanten af 17 pct.

Tabel for Matas' regnskab for fjerde kvartal af 2016/17:

Mio. kr. Q4 2016/17 Q4 2015/16 FY 2016/17 FY 2015/16
Omsætning 779,4 764,9 3463,4 3426,1
Like-for-like vækst (%) 2,5 -1,3 1,3 0,3
Bruttoresultat 361,3 364,1 1611,8 1604,5
Primær drift 83,1 81,7 475,1 513,6
Resultat før skat 70,2 71,1 436,4 477,1
Nettoresultat 52,6 53,9 338,7 364,5
Udbytte (kr./aktie) - - 6,30 6,30

Matas' forventninger til regnskabsåret 2017/18 - set i forhold til 2016/17:

. Ved Q4
Omsætningsvækst, like-for-like 1-3 pct.
EBITA "på et højere niveau"

/ritzau/FINANS

Amalie Kraaer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder