Nationalbankens direktør ser afdæmpet risiko for dansk løn-pris-spiral

Udgivet den 20-09-2023  |  kl. 13:07  |  

Selv om der ved forårets overenskomstforhandlinger i historisk sammenhæng blev aftalt relativt store lønstigninger, så ser nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen ikke en forøget risiko for en såkaldt løn-pris-spiral.

Det siger han på et pressemøde onsdag efter offentliggørelsen af Nationalbankens nye prognose for dansk økonomi. I prognosen skønner banken, at inflationen herhjemme vil falde til 2,6 pct. i 2025, mens kerneinflationen vil være lidt længere om at komme ned og ses på 3 pct. samme år.

I 2023 ses den samlede inflation lande på 3,8 pct., og kerneinflationen skønnes lande på 4,0 pct.

- Det, at kerneinflationen vil fortsætte med at ligge ret højt fremadrettet, skyldes især de højere lønstigninger, som blev aftalt i forårets overenskomster. Lønudgifterne er en vigtig del af virksomhedernes omkostninger, og derfor vil højere løn skubbe priserne opad, siger Christian Kettel Thomsen.

Sidstnævnte gælder især inden for brancher, der leverer tjenester og services, fordi det kræver relativt meget arbejdskraft.

- Vi vurderer, at lønstigningerne topper i 2024 for derefter at tage af, efterhånden som presset på arbejdsmarkedet og inflationen gradvist tager af. Selv om der er tale om høje lønstigninger, så er de i store træk på linje med dem, der er udsigt til i mange andre lande i Europa - også i Tyskland.

- Derfor ser vi ikke lige nu en øget risiko for en selvstændig dansk løn-pris-spiral - altså en situation, hvor lønninger og priser så at siger jager hinanden, siger Christian Kettel Thomsen.

Nationalbanken hæver i sin nye prognose skønnet for væksten i det danske bruttonationalprodukt, BNP, i år til 1,7 pct., efter at banken i den foregående prognose fra i marts kun havde set en vækst på 0,9 pct.

Og i 2024 og 2025 ses nu en vækst begge år på 1,3 pct. mod et tidligere skøn på 1,2 pct. begge år.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Seneste nyheder