NKT/CEO: Travle år venter i 2019 og 2020 efter overgangsår i 2018

Udgivet den 27-02-2018  |  kl. 09:52  |  

Hos NKT bliver 2018 betragtet lidt som et overgangsår, hvor der ikke bliver fuld kapacitetsudnyttelse forud for ventede meget travle år i 2019 og 2020.

Det er særligt på selskabets fabrik i Karlskrona, hvor der i andet halvår 2018 er udsigt til mindre udnyttelse af kapaciteten, efter at tildelte projekter på højspændingsmarkedet har ligget på et relativt lavt niveau i 2017.

- Vi kunne godt omsætte for 150-200 mio. euro mere, og det er klart, at i en forretning som vores, som er kapitaltung med mange faste omkostninger, så er forskellen på at gøre det og ikke at gøre det ret væsentlig på vores indtjening.

- Normalt kan man gennemføre nogle omkostningsreduktioner, i de år hvor man måske ikke har så høj kapacitetsudnyttelse. Det har vi lidt sværere ved at gøre, fordi vi positivt set kigger ind i nogle travle år for NKT i 2019 og 2020, siger NKT's administrerende direktør, Michael Hedegaard Lyng, til Ritzau Finans.

At ordrerne i 2017 ikke kom i den takt, som selskabet havde håbet på, skyldes blandt andet mindre fremdrift i nogle af de store projekter end ventet.

- Der er nogle af de store projekter, som vi havde ventet, at der ville være mere fremdrift på i 2017, som har rykket sig lidt. Der er også et par eksempler på projekter, som er blevet lidt gidsel i brexit-forhandlingerne, hvilket gælder nogen af de forbindelser mellem Storbritannien og Frankrig, som har været på tegnebrættet, siger Michael Hedegaard Lyng.

Ritzau Finans: Hvor realistisk er det, at der kommer yderligere ordrer til eksekvering i 2018?

- Det tror jeg sådan set stadigvæk er realistisk, og efterhånden som vi bevæger os tættere ind i andet halvår, så begynder vi også at få ordrer til 2019 - og har allerede fået ordrer til 2019 - så der begynder man bedre at kunne optimere sin kapacitetsplanlægning og måske også at rykke nogle ordrer lidt frem i produktion, siger NKT-direktøren.

Ritzau Finans: Men hvad har i indregnet af yderligere ordrer i jeres prognose for i år?

- Vi har ikke taget højde for, at der skal komme nogle meget store projekter i andet halvår 2018, der kan produceres i 2018, men vi venter stadigvæk, at der kommer noget ordreoptag af lidt mindre projekter - vedligeholdelsesprojekter og reparationsprojekter, som der altid kommer - det ligger inde i vores guidance, siger Michael Hedegaard Lyng.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen