Novo Nordisk / Eli Lilly vil accelerere væksten i Kina

Udgivet den 28-11-2012  |  kl. 11:05  |  

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly, som både konkurrerer med Novo Nordisk og Lundbeck, vil forsøge at accelerere væksten i Kina. Det udtaler den adm. direktør John Lechleiter hos Eli Lilly i forbindelse med et interview med Bloomberg News i Beijing, hvor direktøren har brugt den seneste uge til at møde repræsentanter fra den kinesiske regering, samt forskellige repræsentanter fra brancheorganisationen Pharmaceutical Research and Manufacturers of America, hvor John Lechleiter nemlig sidder som bestyrelsesformand.

I interviewet kommet John Lechleiter blandt andet ind på, at det i gennemsnit tager omkring otte år længere at få godkendt medikamenter på det kinesiske marked sammenlignet med andre store medicinalmarkeder, hvilket gerne skulle forkortes ned til en kortere tidsperiode over de kommende år.

Eli Lilly har planer om at gennemføre flere forskellige senfase test i Kina for en lang række medikamenter såsom det eksperimentelle diabetesmedikament dulaglutide, som er en langtidsvirkende GLP 1´er. Dulaglutide er en direkte konkurrent til Novo Nordisk langtidsvirkede GLP 1'er Semaglutide, som er i fase II. Novo Nordisk's Victoza er også en GLP 1, men Victoza skal tages en gang dagligt. Eli Lilly ønsker at introducere mere end et dusin nye medikamenter på det kinesiske marked i de kommende fem år, idet målsætningen går på at opretholde en årlig omsætningsvækst på omkring 25 pct. på det kinesiske marked, hvilket også var tilfældet for Eli Lilly sidste år i Kina.

Eli Lilly vil gerne accelerere væksten i Kina, eftersom der er tale om omsætningstilbagefald på en række andre markeder, hvilket primært skyldes patenudløb på såkaldte tidligere blockbuster medikamenter. I den seneste regnskabspræsentation fra Eli Lilly tilbage i oktober skuffede indtjeningen også i forhold til analytikernes forventninger, idet indtægterne fra salget af skizofrenimedikamentet Zypreza var negativt påvirket af generisk konkurrence.

John Lechleiter kommer i interviewet også ind på, at det amerikanske medicinalselskab kan udvide sine eksisterende fremstillingsfaciliteter i Kina. Tilbage i juni åbnede Eli Lilly sin anden fabrik i landet i byen Suzhou, som er beliggende i den østlige del af Kina.

Aktiefokus bemærker til ovenstående, at Novo Nordisk også satser benhårdt på Kina, hvor det eksempelvis tilbage i september kom frem, at det danske medicinalselskab havde åbnet op for et stort forskningscenter til 100 mio. dollar lidt uden for Beijing, selvom den centrale diabetesforskning fortsat er placeret i både Danmark og USA.

Novo Nordisk er den største udbyder af diabetesmedicin i Kina og hjælper på nuværende tidspunkt landet med at uddanne folk i diabetesproblemstillinger, hvilket også er et område som den franske Novo Nordisk-konkurrent Sanofi har valgt at angribe. På nuværende tidspunkt er problemet i Kina, at det ikke kun er de kinesiske patienter som ikke kender symptomerne, men der findes også mange læger i landet, som ikke formår ikke at diagnosticere patenterne når de møder op. Der findes omkring 92 mio. diabetikere i Kina, men antallet af personer med diabetes ventes at stige til 130 millioner i 2030.

Udgivet af: Aktiefokus