Novozymes/SHB: Høj risiko for nedjustering

Udgivet den 03-08-2012  |  kl. 09:46  |  

Risikoen for en nedjustering fra Novozymes, når regnskabet offentliggøres 18. august er høj. Det vurderer Handelsbanken i en kommentar. Banken fastholder et negativt syn på aktien med anbefalingen "reducer" og et kursmål på 150 kr. Fredag morgen handler aktien i 146,10 kr.

Når Novozymes aflægger regnskab for andet kvartal vil investorerne især holde øje med, i hvor høj grad afmatningen på det amerikanske bioethanolmarked har ramt Novozymes’ indtjening i kvartalet, venter bankens analytiker.

I takt med at de amerikanske kornpriser er steget markant de seneste par måneder som følge af, at en voldsom tørke har ødelagt en stor del af høsten, har flere ethanolproducenter valgt at lukke produktionen af bioethanol helt eller deltvist.

- Den markant faldende mængde produceret bioethanol påvirker efterspørgslen på enzymer i voldsom negativ grad, hvilket dermed rammer Novozymes’ indtjening, forudser Handelsbanken.

På baggrund af den dystre udvikling på det amerikanske bioethanolmarked venter banken, at det amerikanske bioethanolmarked vil falde med 1 pct. i 2012.

- Det medfører samtidig, at vi sænker vores forventninger til den organiske omsætningsvækst til 5,1 pct. fra 5,4 pct. sammenlignet med Novozymes guidance på 4-8 pct., skriver Handelsbanken, der derfor vurderer, at der er en stor risiko for, at Novozymes vil indsnævre vækstforventningerne i forbindelse med regnskabet.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk