Ny jobsektion i Søndagsavisen
Søndagsavisen lancerer søndag den 24. august en helt ny jobsektion med titlen JobLiv. Søndagsavisen er med knapt 2 mio. læsere Danmarks suverænt største medie for jobannoncer.
I JobLiv vil der være artikler om tendenserne på jobmarkedet i Danmark, ideer til personlig udvikling, inspiration til f.eks. lønforhandlinger og jobsamtalen samt meget mere.
- De nye generationer af medarbejdere er ofte hverken tiltrukket af den klassiske arbejdsmarkedsjournalistik med udgangspunkt i overenskomster og regler eller af de traditionelle erhvervsaviser. Søndagsavisens nye jobsektion er skabt til den store gruppe af medarbejdere, som ønsker at tage et personligt ansvar for at realisere egne drømme og ambitioner på jobbet, siger direktør Arne Ullum, Søndagsavisen.
Senere på året præsenterer mediekoncernen Søndagsavisen en række nye initiativer på nettet med udgangspunkt i lanceringen af Søndagsavisen.dk.