Nye ugetal: Boligmarkedet udvikler sig, som det plejer

Udgivet den 16-08-2021  |  kl. 17:00  |  

Villa. Foto: Boligsiden

Boligmarkedet kørte i højeste gear fra august sidste år til april i år, hvor der var et højst usædvanligt antal handler. Men nu er den usædvanlige udvikling stoppet.

For sommerferien har budt på et boligmarked, der udvikler sig, som det plejer. Antallet af handler og nye boliger på markedet er blevet mindre i løbet af sommeren, og her på den anden side af sommerferien er udviklingen så småt begyndt at gå den anden vej igen.

Det så vi allerede i uge 31, og nu bekræfter nye ugetal for uge 32 den tendens. Antallet af nye boliger til salg er nærmest én-til-én med normalen, mens væksten i salget stort set også flugter med den virkelighed, vi kender fra både coronaåret 2020 og årene før det.

"Flere danskere er vendt tilbage til hverdagen, og det betyder, at flere har taget hul på planerne om at købe og sælge bolig. Den udvikling flugter fuldstændig med normalen, og vi ser derfor også et udbud, der bliver ved med at krybe opad. Det er nødvendigt for markedet efter en periode med rigtig mange bolighandler," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Ejerlejligheder er tilbage til normaltilstand

Ser vi alene på udviklingen de seneste uger for ejerlejlighedsmarkedet, har vi set, at antallet af handler og nye boliger til salg har ligget en del under normalen. Den tendens er vendt igen, efter der i uge 31 kom mange nye lejligheder til salg, og efter der i uge 32 har været mange handler.

"Salget af lejligheder var det første, der begyndte at dykke mod normaltilstanden i foråret, og hen over sommeren har det faktisk været et stykke lavere end normalt. De seneste ugers salg har imidlertid igen budt på en stigning i aktiviteten på lejlighedsmarkedet, og derfor er det så godt som magen til udviklingen i de foregående år," siger Birgit Daetz.

Mens aktiviteten på både lejligheds- og sommerhusmarkedet i løbet af 2021 har været under normaltilstanden i årene 2015-2019, ligger aktiviteten på markedet for villaer og rækkehuse fortsat et stykke over.

The post Nye ugetal: Boligmarkedet udvikler sig, som det plejer first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder