Nyt håb for Sterling
Der er nyt håb for de 430 resterende Sterling ansatte. I nattens løb er kuratorerne i boet og Dansk Funktionærforbund blevet enige om nye overenskomster for piloter og kabinepersonale, og dermed er der stadig mulighed for, at det krakkede flyselskab kan komme på vingerne. En endelig afgørelse ventes torsdag, skriver Berlingske.
- Det er med stor glæde, at vi kan konstatere, at parterne er nået til en fælles forståelse, siger Karsten Hansen formand i Dansk Funktionærforbund i en pressemeddelelse.
Tirsdag var ellers en sort dag for de 430 resterende Sterling-ansatte, der kunne se deres job forsvinde. Det skete, da en aftale mellem kuratorer og Dansk Funktionærforbund faldt til gulvet, og fik den potentielle køber til at trække sig.