Obligationer/middag: Lavere indflation trak renten lidt ned

Udgivet den 31-08-2023  |  kl. 12:15  |  

Aftagende kerneinflation i eurozonen har sidst på formiddagen udløst et moderat rentefald, og ved middagstid handles den danske toneangivende tiårige statsobligation med en rente på 2,77 pct.

Det er 6 basispoint lavere end niveauet såvel onsdag aften som torsdag morgen og 3 basispoint lavere end niveauet før offentliggørelsen af data fra Eurostat.

Det viste, at kerneinflationen i eurozonen aftog til 5,3 pct. august fra 5,5 pct. måneden før. Dermed landede inflationen som ventet blandt økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Den samlede inflation var i august på 5,3 pct., som var uændret i forhold til nøgletallet i juli, mens forventningerne ifølge Bloomberg var en inflation på 5,1 pct.

De friske data tillægges særlig betydning, som de sidste inden Den Europæiske Centralbank, ECB, afholder sit næste rentemøde den 14. september.

Senere torsdag er USA parat med nøgletal. Blandt andet for PCE kernedeflatoren, som ventes at vise, at kerneinflationen er tiltaget til 4,2 pct. i juli fra 4,1 pct. måneden før. Samtidig kommer den ugentlige opgørelse over nytilmeldte ledige, som ventes at vise en tilgang på 235.000 nye ledige eller 5000 flere end ugen før.

Torsdag byder dertil på det pengepolitiske referat fra ECB's rentemøde i juli.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder