Obligationer/middag: Renten fastholder tirsdagens "inflationsfald"

Udgivet den 15-11-2023  |  kl. 11:31  |  

De danske statsrenter gør ikke meget væsen af sig onsdag middag, efter et lidt større rentefald tirsdag, efter tal viste, at den amerikanske inflation går den rigtige vej - ned.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger i middagshandlen 1 basispoint lavere i 2,81 pct. i forhold til tirsdag, hvor renten dykkede med 7 basispoint. Før offentliggørelsen af inflationstallene fra USA tirsdag lå renten lige under 2,94 pct.

- Inflationstallene understøtter forventningerne om, at der ikke kommer flere renteforhøjelser fra Federal Reserve, og markedsaktørerne har været hurtige til at fremrykke forventninger om amerikanske rentenedsættelser, skriver Nordea i en kommentar.

Ifølge Nordea er den første rentenedsættelse på 25 basispoint fra den amerikanske centralbank nu allerede fuldt indpriset i løbet af andet kvartal næste år, og inden udgangen af 2024 er der indregnet tæt på fire rentenedsættelser - i alt på 100 basispoint.

- Det er meget aggressive forventninger i lyset af det vækstmomentum, der i øjeblikket er i den amerikanske økonomi. Det bliver derfor yderst interessant at se, hvor stærke dagens tal for det amerikanske detailsalg er, skriver Nordea.

Udover de amerikanske tal for detailsalget er der onsdag fokus på mødet mellem den amerikanske præsident, Joe Biden, og den kinesiske præsident, Xi Jinping.

Oveni kan handlerne varme sig ved, at en regulær nedlukning af den offentlige sektor i USA ser ud til at være afværget, efter at Republikanerne og Demokraterne i Repræsentanternes Hus tirsdag efter midnat blev enige om en midlertidig finansieringsaftale.

Aftalen skal stadig stemmes igennem Senatet og underskrives af præsident Joe Biden, men den kom igennem Huset med hjælp fra begge de store partier.

Aftalen sikrer visse dele af den offentlige sektors finansiering frem til 19. januar. Andre dele er finansieret frem til 2. februar.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

12:59 Europa/aktier: Stoxx 600 på vej mod ni grønne dage på stribe - Ambu stiger mest
12:34 Rockwools endelige regnskab er på linje med foreløbige tal fra starten af maj
12:25 Obligationer/middag: Pænt rentefald inden amerikanske inflationstal svinger taktstokken
12:21 Amerikansk aktiemani trækker tråde til Danmark: Shortede aktier går til vejrs
12:00 FLSmidth-aktien vendt rundt på opløftende meldinger om Mining-divisionen
11:45 Aktier/middag: Høj stemning med Ambu i vinderposition
11:38 Djurslands Bank leverer stærkeste første kvartal nogensinde
11:02 Industriproduktionen i eurozonen steg lidt mere end ventet
10:42 FLSmidth melder om fremdrift i salg af Cementdivision men omsætning i Mining skuffer
09:45 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
09:29 Obligationer/åbning: Renten falder let før inflationstal kan give reaktion
09:22 Kommende Mærsk-partner løfter bunden af forventningerne
09:15 Aktier/åbning: Salgstal sender Lundbeck op mens FLS sendes ned på faldende omsætning
08:58 Sydbank: Stor interesse for FLS' cementforretning kan give let positiv reaktion
08:57 H+H øger underskud, men fastholder forventning - ser forbedring i UK og Polen
08:52 Lundbeck-chef om Rexulti-skuffelse: Vokser stærkt trods midlertidig suspension i depression i USA
08:47 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
08:23 Aktier/tendens: Lundbeck-salgstal kan give god start - FLS og Rockwool tager fokus
08:05 Lundbeck flyvende fra start i 2024 trods bump på vejen for nøgleprodukt
08:00 Stort fald i det fuldførte byggeri i første kvartal 2024