Obligationer/middag: Renten kravler støt opad

Udgivet den 12-11-2013  |  kl. 12:10  |  

Presset af forventning om en snarlig tilbagerulning af de pengepolitiske stimuli fra den amerikanske centralbank trækker de europæiske renter op tirsdag formiddag.

Ved middagstid ligger renten på de toneangivende danske 10-årige statsobligation på 1,87 pct. svarende til en stigning på 4 basispoint i forhold til mandagens lukkeniveau og et basispoint højere end niveauet tirsdag morgen.

I Frankrig og Tyskland ses rentestigninger på 3 basispoint, mens den britiske rente falder med 1 basispoint efter inflationstal, der var lavere end ventet.

- Det er virkelig USA, der presser obligationerne. "Tapering" (nedtrapning af kvantitative lempelser, red.) er igen på bordet. Jobrapporten i sidste uge ændrede spillet fuldstændigt, og jeg tror, at vi skal have obligationsrenter mellem 1,7 pct. og 1,9 pct. for en periode, siger chefanalytiker hos Danske Bank, Allan von Mehren, til Bloomberg News.

Bag sig har markedet morgenens tyske inflationstal, der endte med et fald på månedsbasis på 0,2 pct. og en stigning år til år på 1,2 pct. Begge tal var som ventet.

Mere overraskende var formiddagens britiske inflationstal for oktober, som viste en månedsstigning på 0.1 pct. og en årsstigning på 2,2 pct. Der var ventet prisstigninger på 0,3 pct. på månedsbasis og på 2,5 pct. på årsbasis ifølge Bloomberg News.

Tirsdag formiddag har Italien solgt obligationer med en løbetid på et år for 6,5 mia. kr. til en rente på 0,6888 pct., som var noget lavere, 31 basispoint, end ved den seneste tilsvarende auktion. Den toneangivende 10-årige italienske rente stiger tirsdag formiddag med 3 basispoint.

Også Danmarks Nationalbank har solgt statsobligationer tirsdag. Centralbanken har solgt for i alt 7,465 mia. kr. fordelt på indeksobligationer med 10-årig løbetid - Danske Stat 2023i - for i alt 6,405 mia. kr. og på statspapirer med udløb i 2039 - Danske Stat 2039 - for 1,060 mia. kr. Der var bud på i alt 11,7 mia. kr. Renten endte på henholdsvis 0,49 pct. og 2,64 pct.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:50 Apple ventes sigtet i EU under lovgivning mod Big Tech
17:49 Europa/lukning: Bøllebank til franske og italienske aktier i dybrødt marked
17:27 Novo Nordisk finder ny chef for investor relations fra egne rækker
17:05 Fredagens aktier: Novo i rekord holdt større nedtur fra døren
17:00 Fredagens obligationer: Renterne rasede ned i riskoaverst marked
16:33 ECB's Lagarde: Vejen mod disinflation i eurozonen vil være bumpet
15:39 USA/åbning: Adobe svæver over rødt marked efter opjustering
15:36 USA/tendens: Adobe går mod rød strøm efter stærkt regnskab og opjustering
15:35 Valuta: Investorerne søger ly for politisk usikkerhed i sikre havne
15:35 Europa/aktier: Bekymret marked styrer mod værste uge siden oktober - franske banker i bund
15:35 Aktier/middag: Mærsk og Zealand holder sig oven vande på rød dag med faldende renter
15:35 Obligationer/middag: Renten siver efter hæsblæsende uge
09:45 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:41 Obligationer/åbning: Dramatisk renteuge byder på nye rentefald fredag
09:39 Jyske Bank: Motorskader lægger pres på forsikrigsselskabernes erstatningsprocent
09:38 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:23 Aktier/åbning: Mærsk og Zealand tager toppen på grøn fredag
09:06 Mærsk kan se spotraterne accelerere - steg 6,1 pct. i denne uge
08:59 Bank of Japans topchef ser betydelig reduktion i obligationsopkøb
08:50 Britisk supermarkedskæde leverer midt encifret salgsvækst