Obligationer/middag: Tiårig rente har kurs mod højeste niveau siden juli 2011

Udgivet den 26-09-2023  |  kl. 12:15  |  

Renterne fortsætter i vejret mod de højeste niveauer i 12 år på det danske obligationsmarked tirsdag middag. Det sker i kølvandet af rentestigninger i USA mandag, hvor Moody's advarede om en truende nedlukning af regeringsapparatet, hvis ikke politikerne finder en løsning inden på søndag.

- Selv om statens servicering af gælden ikke vil blive påvirket, og en kortvarig nedlukning formentlig ikke ville forstyrre økonomien, ville det understrege svagheden af amerikansk institutionel og regeringsmæssig styrke sammenlignet med andre Aaa-vurderede stater, hvilket vi har understreget de senere år, skrev Moody's mandag.

Ratinginstituttet er det sidste af de tre store, der også tæller Standard & Poor's og Fitch Ratings, som stadig giver USA's gæld duksestatus. De to øvrige har tidligere skåret deres kreditvurdering.

Natten til tirsdag ramte den tiårige amerikanske rente det højeste niveau siden 2007 i 4,56 pct., men den er siden faldet en smule til 4,51 pct., hvilket nogenlunde svarer til niveauet ved dansk børslukketid mandag.

Herhjemme ligger renten på den toneangivende tiårige statsobligation ved middagstid 1 basispoint højere i 3,07 pct. Hvis det holder, vil det være højeste lukkeniveau siden juli 2011.

Eftermiddagens nøgletalskalender tæller nyt om forbrugertilliden i USA, boligpriserne i juli og salget af nye boliger i august.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯