Obligationer/tendens: Fed-melding vil give stigende renter

Udgivet den 20-06-2013  |  kl. 07:24  |  

Der er torsdag morgen udsigt til stigende renter på det danske obligationsmarked.

Investorerne kan konstatere, at den amerikanske centralbank onsdag aften forberedte markedsdeltagerne på en reduktion af de ekstraordinære obligationsopkøb senere på året. Selvom Fed-chef Ben Bernanke gjorde meget ud af at slå fast, at pengepolitikken fortsat vil være lempelig et godt stykke tid endnu, steg renterne kraftigt.

Torsdag morgen i Asien har den melding sendt den tiårige, amerikanske rente op i 2,37 pct., hvilket er en stigning på hele 18 basispoint sammenlignet med niveauet, da det danske marked lukkede onsdag. Det vil givetvis smitte af herhjemme, hvor den 10-årige rente onsdag lukkede i 1,68 pct. Rentestigningen ventes dog noget mere moderat, end den rentestigning, de amerikanske renter har oplevet.

- Markedet fortolker Bernankes kommentarer høgeagtigt, siger Donald Ellenberger fra Federal Investors i Pittsburgh, til Bloomberg News og tilføjer, at centralbanken nedtonede faldet i inflationen, som den begrundede med midlertidige faktorer.

Hvis arbejdsløsheden, økonomien og inflationen udvikler sig som forventet, regner centralbanken med at indlede en gradvis reduktion af de månedlige opkøb af stats- og boligobligationer senere i år, lød det fra Ben Bernanke, der forudså, at opkøbene vil være fjernet helt omkring midten af næste år. Han slog dog fast, at prognosen ikke er definitiv, og det i øvrigt heller ikke kommer til at betyde en brat ende på den lempelige pengepolitik. 14 ud af 19 centralbankmedlemmer regner med, at vi skal hen i 2015, før fed funds, som centralbankens ledende rente hedder, sættes op fra de nuværende historisk lave 0,0-0,25 pct.

Den forventning er baseret på, at bedringen på arbejdsmarkedet fortsætter, understøttet af en moderat vækst, som tiltager gradvist over de kommende kvartaler samtidig med, at inflationen nærmer sig 2 pct.

- Komiteen forudser, at det vil være passende at moderere omfanget af opkøbene senere i år, og hvis de efterfølgende nøgletal overordnet er i overensstemmelse med vores forventninger til økonomien, vil vi fortsætte med at reducere omfanget af opkøbene i afmålte skridt gennem første halvår næste år, så opkøbene slutter ved midten af året, sagde Ben Bernanke i sin åbningskommentar efter rentemødet.

På det tidspunkt ventes arbejdsløsheden at ligge på omkring 7 pct., og væksten være solid, så den kan understøtte yderligere beskæftigelse mod en nuværende arbejdsløshed på 8,1 pct., vurderede Bernanke, der pointerede, at bankens beslutninger vil afhænge af, hvordan tingene udvikler sig. Som udgangspunkt regnede han ikke med, at fed funds bliver sænket, før arbejdsløsheden er nede på 6,5 pct. - en grænse, som mere er et udtryk for, at der skal ses på renten, men ikke et udtryk for, at renten faktisk skal hæves.

Sidst men ikke mindst pointerede Ben Bernanke, at der ikke vil være tale om, at centralbanken vil sælge boligobligationer samtidig med, at den reducerer programmet for opkøb af stats- og boligobligationer.

Federal Reserve sænkede i øvrigt forventningerne til væksten for i år en smule, mens estimatet for væksten næste år blev hævet, og forventningerne til arbejdsløsheden blev reduceret for 2014.

Torsdagen byder på nøgletal for tysk detailsalg og PMI samt amerikanske tal for boligsalg samt aktivitetsindekset fra Philadelphia Fed.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder