Obligationer/tendens: Rentefald i sigte

Udgivet den 18-04-2024  |  kl. 06:56  |  

Der er lagt op til vigende renter på de danske statsobligationer fra åbningen torsdag.

De amerikanske renter faldt efter dansk lukketid onsdag, og trods et mindre rekyl torsdag morgen på T-bondmarkedet i Tokyo, er niveauet stadig en del under niveauet ved dansk lukketid onsdag eftermiddag.

- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med små rentefald, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar torsdag morgen.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation dykkede onsdag med 8 basispoint til 4,59 pct., og torsdag morgen forrentes den med 4,57 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 5 basispoint lavere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den tiårige danske toneangivende statsobligation lukkede onsdag i 2,51 pct. eller 2 basispoint lavere end tirsdag.

Der er et par interessante nøgletal i kalenderen torsdag.

Fra eurozonen kommer betalingsbalance og produktion i bygge- og anlægssektoren, og fra USA er der det amerikanske erhvervslivs aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia , Philadelphia Fed-indekset.

Men det er data for ansøgningerne om dagpenge i USA, der er i fokus, da enhver indikation om tilstanden i arbejdsmarkedet har indflydelse på den amerikanske centralbanks pengepolitik og dermed, hvornår man kan forventede en rentereduktion i år - om overhovedet.

- Skulle ansøgningerne overraskende stige i sidste uge, kan det presse renterne noget ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

Antallet af ansøgninger estimeres at være 215.000 i sidste uge mod 211.000 ugen før.

Dagens sidste statistiske data fra USA er ledende indikatorer og salg af eksisterende boliger.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯