Obligationer/tendens: Tyske fabriksordrer kan sætte retningen for renten

Udgivet den 06-06-2023  |  kl. 07:12  |  

Nøgletalskalenderen er tirsdag skåret godt til efter en syndflod af blandt andet PMI-tal fra nær og fjern mandag, mens det danske marked holdt lukket i forbindelse med grundlovsdag.

Fokus er således tirsdag på de tyske fabriksordrer og detailsalget for hele eurozonen i april. Fra morgenstunden har den australske centralbank uventet hævet sin rente.

Fredag sendte endnu en bomstærk jobrapport fra USA renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation op med 6 basispoint til 2,61 pct.

Det sendte på sidste uges sidste dag renten på den ti- og toårige toneangivende amerikanske statsobligation i vejret, inden de mandag kravlede let tilbage.

Tirsdag forrentes den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med 3,70 pct., mens renten på den toneangivende toårige statsobligation ligger i 4,49 pct.

De tyske fabriksordrer ventes i april at være steget med 2,8 pct. på månedsbasis oven på den seneste opgørelse, der viste et fald på hele 10,7 pct.

- Tallet var noget af en øjenåbner, da det tegner et meget svagt billede af den tyske industri, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.

- Finansmarkederne reagerede overraskende lidt på de svage tal for ordreindgangen i marts, men fortsætter svaghedstegnene i april, kan det presse renterne noget ned, fortsætter han og tilføjer, at det også kan svække euro.

I eurozonen ventes detailsalget at være vokset med 0,2 pct. efter et fald på 1,2 pct. i marts. En positiv overraskelse kan skubbe renterne op, vurderer seniorøkonomen.

Centralbanken i Australien, Reserve Bank of Australia, har tirsdag morgen hævet sin rente med 25 basispoint til 4,10 pct., hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News havde regnet med en fastholdelse på 3,85 pct.

PMI-SKUFFELSER - UNDTAGEN I KINA

Imens det danske marked mandag holdt lukket mandag, er der i udlandet blevet offentliggjort adskillige nøgletal, heriblandt endelige PMI-tal for maj fra flere af de store økonomier.

Aktiviteten er i hopla i Kina, hvor PMI-tallet for servicesektoren uventet gik frem til 57,1 i maj mod ventet 55,2 og 56,4 i april. Det viser den private opgørelse fra Caixin/Market Economics. For det samlede PMI blev det til en aflæsning på 55,6 mod 53,6 i april.

Fra USA var det overordnet skuffende læsning fald i både PMI'en for servicesektoren og den samlede sektor, hvor der ellers var ventet en uændret aflæsning fra den foreløbige opgørelse.

På samme måde skuffede ISM-indekset for servicesektoren med et fald til 50,3 mod en ventet stigning til 52,4. Også fabriksordrerne for april skuffede en tand.

De svage amerikanske tal sænker ifølge chefanalytiker Niels Christensen og analytiker Emma Larsen i Nordea sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve renten ved sit rentemøde i juni.

En lignende tendens for udviklingen i PMI-indekset var også tilfældet i Tyskland og eurozonen, hvor de endelige tal endte lavere mod forventning. Også i Japan svækkedes aktiviteten i servicesektoren i maj.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Unibrew bragede i vejret i fladt marked
17:42 Trifork-aktionærer vedtager mindre navneændring
17:16 Stoltenberg: Nato enes om at sende mere luftværn til Ukraine
17:06 Unibrew lægger knap 4 mia. kr. til markedsværdi efter største stigning i 15 år
17:04 Fredagens obligationer: Bekymring og rentefaldt vendt til lettelse og rentestigninger
17:03 Fredagens aktier: Unibrew i hovedrollen med største stigning i 15 år efter opjustering
16:42 Amerikansk Widex-chef kan godt se sig i VA igen - men ingen beslutning truffet
16:34 ECB-medlem: Europa kan trykke på renteknappen før USA men forskellen vil kunne mærkes
16:23 American Express tiltrækker kvalitetskunder og slår forventninger i første kvartal
15:57 Ørsted indgår endelig aftale med partner om køb af resten af amerikansk vindprojekt
15:46 USA/åbning: Netflix falder tungt i blandet amerikansk aktiestart
14:18 USA/tendens: Futures retter sig efter store fald tidligt fredag - Netflix i fokus
13:05 Procter & Gamble tjente mere end ventet men skuffer med salget
13:03 Valuta: Usikkerhed styrker schweizerfranc - og yoyo i euro-dollar
12:20 Europa/aktier: Unibrew og L'Oreal til tops i konfliktfyldt aktiemarked
11:56 Obligationer/middag: Bekymringer for situationen i Mellemøsten bag beskedent rentefald
11:44 Aktier/middag: Unibrew i vejret og positiv afsmitning på Carlsberg i negativt aktiemarked
11:37 Unibrew ser fortsat flad volumenvækst trods god start på året
10:25 Unibrew er foran planen: Produktionen i nytilkøbte bryggerier er kommet op i gear
09:45 Iransk embedsmand efter muligt angreb: Ingen planer om gengældelse