Onsdagens aktier: Bavarian og Novo i front på tredje grønne dag på stribe for C25

Udgivet den 23-08-2023  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordic løb fra feltet af danske eliteaktier onsdag, hvor også blandt andet Vestas og Novo Nordisk holdt sig godt til i den gode ende af C25-indekset, der endte med et samlet plus for tredje handelsdag i træk.

Eliteindekset steg med 0,7 pct. til 1769,66 med Bavarian Nordic helt i toppen efter et klart positivt regnskab for andet kvartal.

Dermed dulmede selskabet smerterne fra det fejlede RSV-studie, der for nylig sendte aktien kraftigt ned.

Inden denne uge var C25-indekset ellers faldet syv af de foregående otte handelsdage.

Det var primært forårsaget af stigende markedsrenter og frygt for højere centralbankrenter i længere tid, men i denne uge har nyhedsstrømmen været mere positiv på den front.

- Det er overordnet set et positivt marked, og vi går stadig og venter lidt på Jackson Hole. Men de nyheder, der har været, har været positive, siger Mads Zink, der er chefaktiehandler hos Danske Bank, til MarketWire.

Han vurderer, at sidste uges nedtur måske blev for stejl i forhold til de reelle udsigter.

- Måske har markedet indset, at frygten var lidt for høj. Aktierne er måske sevet lidt for meget på den baggrund, og nu kommer der så lidt modreaktion, siger chefhandleren.

BAVARIAN TOPPEDE EFTER STÆRKT REGNSKAB

Mads Zink peger på medicinalaktier som en særskilt positiv aktivklasse onsdag, og herhjemme blev C25-indekset da også hjulpet frem af en stigning til blandt andet blytunge Novo Nordisk.

Novo oplyste blandt andet, at amerikanske Thermo Fischer står til at blive kontraktproducent af fedmemidlet Wegovy.

Men i sin helt egen klasse onsdag var Bavarian Nordic, der bragede i vejret efter sit flotte regnskab for andet kvartal fra morgenstunden.

Både hvad angår omsætningen og driften var udfaldet i kvartalet langt bedre end ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Bavarian omsatte for 1986,7 mio. kr. mod konsensus om 1568 mio. kr. blandt analytikerne og bare 537 mio. kr. i samme periode året før.

For halvåret var salget 3239 mio. kr., hvilket er rekord for Bavarian.

Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev i andet kvartal 689,7 mio. kr. mod ventet 596 mio. kr.

Forventningerne, der blev opjusteret i starten af august, fastholdes i regnskabet.

Bavarian-aktien steg med 8 pct. til 160,45 kr.

Vestas, der præsenterede en ordre på 158 megawatt (MW) i USA, steg desuden med 2 pct. til 161,66 kr.

Sydbank faldt omvendt med 1,8 pct. til 332,40 kr. efter sit regnskab for andet kvartal, som ellers viste en markant stigning i indtægterne, der også landede bedre end ventet - som følge af de aktuelt høje renter.

For hele året fastholdes forventningerne, som også blev opjusteret i juni.

CBRAIN BRAGEDE I VEJRET EFTER STOR FREMGANG

Blandt de mindre sidepapirer endte Skako uændret i 76,50 kr. efter et regnskab for andet kvartal, hvor forventningerne til helåret blev fastholdt efter pæn fremgang i hovedtallene.

Noget mere udtalt var udviklingen hos softwareselskabet Cbrain, som blev løftet med hele 18,2 pct. til 172,60 kr.

Selskabet tæt på fordoblede i første halvår sin bundlinje, der steg til 36,2 mio. kr. fra 19,1 mio. kr. i samme periode året før.

Omsætningen voksede med 38,7 pct. til 131,8 mio. kr., og der var dermed noget mere gang i væksten, end prognosen for hele året afspejler.

De fastholdte forventninger indikerer nemlig en salgsvækst på 20-25 pct.

Danske Andelskassers Bank (DAB) steg desuden med 2,5 pct. til 10,40 kr., efter at bankens regnskab for første halvår - i lighed med andre banker - viste en stor fremgang i indtægterne som følge af det høje renteniveau.

SP Group faldt til gengæld med 3,2 pct. til 211 kr. efter et svagt regnskab for andet kvartal med tilbagegang i hovedtallene og en nedjustering af forventningerne.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag