Onsdagens aktier: Rødt børsdag trods Novo-rekord og Mærsk i plus

Udgivet den 06-09-2023  |  kl. 17:04  |  
Maesk

Det blev til fald for anden børsdag i træk for eliteindekset på trods af endnu en kursrekord fra Novo, der vejer tungt i indekset, og fremgang til Mærsk-aktierne.

Det var blandt andet Ørsted og Vestas, der trak ned. Og førstnævnte blev dagens bundskraber efter tirsdagens negative kreditvurdering fra Moody's.

C25-indekset faldt 0,4 pct. til 1730,88.

NOVO I REKORD - IGEN

Novo fortsatte sit rekordridt med årets 28. lukkerekord. Onsdag fik medicinalgiganten løftet kursmålet hos den britiske storbank HSBC på 1540 kr. mod tidligere 1250 kr. med fortsat "køb".

Og end ikke nyheder fra Kina om risici for kopimedicin kunne køle begejstringen for aktien. Finans skrev, at Novo snart kan stå over for en række billige kopier af sin diabetes- og fedmemedicin baseret på molekylet Semaglutid på det kinesiske marked.

Patentbeskyttelsen af det aktive stof Semaglutide, der indgår i diabetesmidlet Ozempic såvel som fedmemidlet Wegovy, udløber nemlig allerede i Kina i 2026, og derfor truer langt billigere kopier til den tid på det kinesiske marked.

Men aktien gik frem igen - med 0,3 pct. til rekorden 1327,40 kr.

MÆRSK I PLUS TRODS SKATTESMÆK

Mærsk-aktierne endte med i toppen af C25 med plusser til B- og A-aktien på henholdsvis 1,8 pct. til 12.710 kr. og 1,5 pct. til 12.490 kr.

Plusset kom på trods af en gedigen skatteforhøjelse, efter at efter rederiet sammen med Total har tabt en historisk stor sag i Højesteret.

Det betyder, at den skattepligtige indkomst i Mærsk Olie og Gas i perioden 2006-08 forhøjes med cirka 1,3 mia. kr.

Det kan lyde som meget, men i det store billede er det en dråbe i havet for Mærsk, vurderer Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank.

- Det er mere af juridisk interesse, end det er noget for investorerne. De skal betale skat af 1,3 mia. kr., og det er et relativt beskedent beløb i forhold til, at Mærsk gennem de sidste par år har tjent over 300 mia. kr. på bundlinjen. Så det er ikke noget, der skubber til noget.

Helt i top endte Rockwool uden selskabsspecifikt nyt med en stigning på 2,2 pct. til 1773,50 kr.

GN OG ØRSTED FIK FLERE KLØ

GN og Ørsted fik begge massive børsklø tirsdag - og aktionærerne blev ved med at sparke til de to aktier onsdag.

Ørsted faldt 3,5 pct. til 382 kr. efter et minus på 8,3 pct. tirsdag. Aktiekursen sivede fortsat, efter at kreditvurderingsbureauet Moody's tirsdag skabte usikkerhed ved at sænke udsigten for sin kreditvurdering af Ørsted til negativ.

Den negative rating kom, efter at Ørsted i sidste uge varslede, at en række udfordringer og problemer i den amerikanske havvindforretning kan medføre en nedskrivning af udviklingsporteføljen på op mod 16 mia. kr.

Vestas, der tirsdag måtte se sin aktie dykke 3,4 pct., endte med i C25-bunden med et fald på 1,6 pct. til 154,60 kr.

Onsdag var det den britiske storbank Barclays, der bar brænde til bålet.

Storbanken har indledt dækning af Vestas med anbefalingen "undervægt" og et kursmål på bare 99 kr. Det er det laveste kursmål af alle de 31 analysehuse, der har indberettet kursmål til Bloomberg News.

- Hvis du ser på Vestas' forretning over for Ørsteds forretning, så har Vestas været igennem så mange indtjeningsmæssige dårligdomme siden 2021, og selskabet står lige nu til faktisk at være på vej til at arbejde sig ud af dårligdommene med en ordrebog med en betydeligt højere andel af rentable ordrer, end man har haft de seneste to år, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, og tilføjer:

- Ørsted står derimod lige på tærsklen til at bevæge sig ind i en periode med udfordringer.

I de sidste handler dykkede tog Bavarian en bundplacering med et minus op 3,9 pct. til 144,70 kr.

ATTER FALD TIL GN

GN faldt 0,5 til 128,80 kr. efter et fald på over 7 pct. tirsdag på nyheden om, at koncernens to divisioner lægges sammen under én samlet ledelse.

Genmab fik skåret sin anbefaling hos canadiske RBC Capital til "sector perform" fra "outperform". Kursmålet er samtidig sat ned til 2900 kr. fra 3300 kr.

Genmab faldt 2,2 pct. til 2601 kr.

Blandt sidepapirerne har medicinalselskabet Gubra søgt om tilladelse til at indlede et klinisk studie med et fedmemiddel til den britiske lægemiddelstyrelse, Medicines and Healthcare products Regulatory Agency.

Gubra-aktien steg 4,8 pct. til 116,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯