Onsdagens aviser med biotek, betalingsoverskud og guldkalve

Udgivet den 17-05-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

TIDLIGERE DANSKE BANK-CHEFER JAGTER MILLIARDER

De tidligere Danske Bank-chefer Carsten Bach og Niels-Ulrik Mousten forlod sidste år deres stillinger i banken. Niels-Ulrik Mousten blev forbigået, og Carsten Bachs stilling havde en udløbsdato. Nu åbner de egen hedgefond, hvor de på sigt håber at nå en forvaltningskapital på 3 mia. kr. (Forside, side 6-7)

ALDO PETERSEN SEJRER I STRID MOD USA-PARTNER

Et bitter opgør om et tocifret millionbeløb mellem Aldo Petersen og hans mangeårige partner Neil Persh er blevet afvist af retten i New York på grund af formalia. Dermed slipper Aldo Petersen for at skulle betale det krævede millionbeløb. (Side 8)

PANDORA-STIFTER TAGER MAGTEN I BIOTEKSELSKAB

Pandoras stifter i USA, René Sindlev, køber kontrollen i biotekselskabet Dandrit. René Sindlev skyder 25 mio. kr. i Dandrit og renser samtidig ud i bestyrelsen og direktion. (Side 10)

TO KONKURSER HALVERER MODEKONCERNS RESULTAT

Den kapitalfondsejede modekoncern BTX group vendte i 2016 en hidtidig fremgang på salg af tøj til modne kvinder. Bundlinjen dykkede fra 43 mio. til 21 mio. kr. (Side 13)

LANDSRETTEN SLÅR FAST AT HESALIGHT-STIFTER ER KONKURS

Hesalight-stifteren, Lars Nørholt, er endegyldigt blevet erklæret personligt konkurs af Østre Landsret. Dermed kan kurator i boet komme videre med sagen om Hesalight. (side 15)

BERLINGSKE BUSINESS

DANMARKS OVERSKUD PÅ BETALINGSBALANCEN EKSPLODERER

Den danske betalingsbalance er forbedret med over 140 mia. kr. siden 2007. Men der lurer mørke skyer i horisonten, for udviklingen er et udtryk for, at der sker for lidt i den danske økonomi, og at der foretages for få investeringer i de danske virksomheder. (Forside, side 4-5)

NORMAL HAR TILSYNELADENDE RAMT HELT RIGTIGT

På fire år er butikskæden Normal gået fra en enkelt butik i Silkeborg til 78 butikker i hele landet med flere på vej både i Danmark og Norge. Den vilde vækst har overrasket administrerende direktør Torben Mouritsen positivt. (Side 3)

LANDSRETTEN STADFÆSTER PERSONLIG KONKURS I HESALIGHT-SAGEN

Kurator i konkursboet efter Hesalight går nu i gang med at sælge stifter Lars Nørholts luksusejendomme på Mallorca og i Danmark. (Side 6)

NYE REGLER SPÆNDER BEN FOR BANKERNES GULDKALV

Bankerne skovler milliarder ind på investeringsforeninger. Nu er nye regler på vej, som blandt andet sigter mod at reducere de omkostninger, kunderne betaler. Flere tvivler dog på, at det kommer til at ske. (Side 7)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

ENGELSK FOND SKYDER 1 MIA. KR. I DANSK BIOGAS

Den engelske investeringsfond Pioneer Point Partners er klar til at investere 1 mia. kr. i danske biogasanlæg. Investeringen ventes at udløse byggeri af 15-20 nye biogasanlæg i løbet af halvandet år. (Side 9)

BYGGEKONCERN HIVER MILLIONER UD AF BETONELEMENTER

Omsætningen er steget markant hos Jorton, Boligbeton og Hustømrerne. På indtjeningssiden er det især betonforretningen, der hiver flest penge hjem. Det viser nyt koncernregnskab fra JBH Gruppen. (Side 10)

NØDHJÆLP TIL TRÆNGT REDERI KOSTEDE EJER OVER EN HALV MIA. KR.

Det blev en kostbar affære for Lauritzen Fonden at sende penge til det trængte rederi J. Lauritzen i 2016. Fonden har måttet skyde over en halv mia. kr. i det investeringsselskab, som man overtog fra rederivirksomheden. (Side 10-11)

NORMAL FORDOBLER OMSÆTNINGEN OG ÅBNER MANGE NYE BUTIKKER

Butikskæden Normal, der parallelimporterer mærkevarer fra EU-lande, havde et vildt 2016. I løbet af året fordoblede den hurtigvoksende kæde omsætningen og leverede samtidig et tocifret millionoverskud. (Side 10-11)

TORMS TOPCHEF TILFREDS MED 1. KVARTAL TRODS TILBAGEGANG

Selv om rederiet Torm leverer tilbagegang både i top og bund i regnskabet for første kvartal, er rederiets topchef, Jacob Meldgaard, tilfreds med resultatet. Raterne i produkttankmarkedet er lave, men alligevel kan rederiet fremvise et positivt resultat. (Side 11)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder