Onsdagens obligationer: Renten endte uændret efter inflationstal

Udgivet den 01-02-2023  |  kl. 17:04  |  

Renten på det danske obligationsmarked rettede sig onsdag efter fald i forhold til tirsdag tidligere på dagen.

Renten på den tiårige statsobligation endte i 2,49 pct - samme niveau som tirsdag efter et fald på 4 basispoint ved åbningen. Udligningen kom efter en foreløbig opgørelse af inflationsudviklingen i eurozonen i januar, som overraskede med et større dyk i årsstigningstakten end ventet drevet af fald i energipriserne, mens kerneinflationen var uændret.

- Inflationen er vigtig for renteudsigterne, og i morgen hæver Den Europæiske Centralbank renten. Vi forventer, at renten hæves med 0,50 pct.point. Selvom skuden er vendt for inflationen og behovet for yderligere renteforhøjelser damper af, så vil de fortsætte med at hæve renten, påpeger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Efter dansk lukketid er den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på banen med en rentemeddelelse, hvor et løft på 25 basispoint er ventet. Fokus er derfor på centralbankchef Jerome Powells retorik på det efterfølgende pressemøde.

Onsdag eftermiddag viste den private jobrapport ADP for januar 106.000 nye job, hvilket var mindre end ventet. Den ses som en forsmag på den officielle jobskabelsesrapport eksklusive landbruget, der fremlægges fredag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  Shares❯