Onsdagens obligationer: Tiårige danske rente nær højeste niveau siden november

Udgivet den 29-05-2024  |  kl. 17:03  |  

Renten på den tiårige danske statsobligation steg onsdag til nær det højeste niveau siden november. Allerede fra åbningen trak renterne opad på det danske marked efter yderligere stigninger i de amerikanske renter sent tirsdag.

Og i løbet af onsdagen blev rentestigningerne udbygget, da foreløbige tal for maj viste en stigning i inflationen i Tyskland til 2,4 pct. fra 2,2 pct. måneden før.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation i 2,67 pct., hvilket var 9 basispoint højere end tirsdag - og kun et basispoint fra det højeste renteniveau herhjemme siden november sidste år.

Udviklingen i den tyske inflation flugtede ellers med økonomernes forventninger, men hos Sydbank kalder cheføkonom Søren Kristensen det ikke desto mindre for "dårligt nyt for både Den Europæiske Centralbank og de boligejere, der håber på lave renter".

- Det afsporer næppe den rentenedsættelse ECB med stor sandsynlighed leverer i næste uge, men det er med til at stille spørgsmål ved, om europæisk økonomi har brug for mere end den ene rentenedsættelse i øjeblikket, vurderer Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar til tallene.

Inflationen fortsætter med at være i fokus resten af ugen, da der fredag kommer samlede inflationstal for hele eurozonen - men også den amerikanske centralbanks foretrukne kerneinflationsindikator, PCE core.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯