Peloton vil rejse mere end 1 mia dollar ved IPO

Udgivet den 11-09-2019  |  kl. 00:00  |  

Amerikanske Peloton, der producerer avancerede løbebånd og motionscykeludstyr, har tirsdag sat udbudsintervallet i forbindelse med sin forestående børsnotering mellem 26 og 29 dollar per aktie.

I alt vil koncernen udbyde 40 mio. aktier, og dermed er der lagt op til, at Peloton vil rejse et sted mellem 1040 og 1160 mio. dollar.

Børsnoteringen vil i den høje ende af udbudsintervallet værdisætte Peloton til 8,06 mia. dollar. Sidste år da selskabet senest tog penge fra investorer ind var værdien på 4,2 mia. dollar, ifølge Bloomberg News.

Peloton blev startet i 2012. Koncernen havde i 12 måneders perioden frem til og med juni i år et underskud på 196 mio. dollar. Mod et minus på 48 mio. dollar i året før det. De seneste to år er omsætningen dog steget med cirka 100 pct. hvert år fra 219 mio. dollar henover 435 mio. dollar til senest 915 mio. dollar.

Pelotons fitness-platform har 1,4 mio. medlemmer, som betaler for online-fitness timer.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯