Pharmexa fastholder forventningerne til 2007

Udgivet den 11-05-2007  |  kl. 13:44  |  

Biotekselskabet Pharmexa har netop fremlagt regnskab for første kvartal af 2007. Selskabet oplevede et skuffende resultat sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig fastholder selskabet forventningerne til årets samlede resultat.

I de første 3 måneder af 2007 realiserede Pharmexa-koncernen en omsætning og andre driftsindtægter på 4.6 mio. kr.. og et nettoresultat på -47 mio kr. imod -38 mio. kr. i samme periode sidste år.

De samlede forsknings- og udviklingsomkostninger udgjorde 45 mio. kr.

Pharmexa besidder en række patenterede teknologiplatforme indenfor immunterapi og vaccination, der danner basis for en bred portefølje af lægemiddelkandidater på alle udviklingsstadier, lige fra tidlig forskning til kliniske fase III forsøg i patienter. Pharmexas projektportefølje omfatter cancer, kroniske sygdomme, HIV og andre alvorlige infektions-sygdomme. Selskabet har nu otte produktkandidater i kliniske forsøg og forventer at flere af de prækliniske projekter vil starte i klinisk udvikling i fremtiden.

Udgivet af: NPinvestordk