Rentetoppen nærmer sig i eurozonen efter otte løft i rap, vurderer Nordeas cheføkonom

Udgivet den 15-06-2023  |  kl. 14:52  |  

Den Europæiske Centralbank, ECB, nærmer sig efter otte renteløft i træk enden på den nuværende stramningscyklus. Centralbanken vurderes at have et sidste renteløft i ærmet, inden en periode med en fastholdt rente ventes at sætte ind.

Det vurderer Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, i en kommentar.

Med sit ottende renteløft i træk har ECB på blot ét år hævet sin rente fra negative 0,5 pct. til nu 3,5 pct.

- Det betyder, at ECB på blot et år har sat renten op med 4 pct.point. Det er uden sidestykke. Ikke tidligere er renten sat så meget og hurtigt op i euroområdets nu mere end 20 år lange historie, skriver cheføkonomen.

Renterne i eurozonen er blevet hævet i et forsøg på at nedkøle økonomien og den løbske inflation. På det seneste har særligt kerneinflationen - altså forbrugerprisudviklingen eksklusive fødevarer, energi, tobak og alkohol - været på centralbankens radar, da den har vist sig noget mere sejlivet end den overordnede inflation.

I maj blev inflationen i eurozonen opgjort til 6,1 pct. fra 7,0 pct. måneden før, mens kerneinflationen lå på 5,3 pct. mod 5,6 pct. i april.

- Kerneinflationen, som typisk er mere stabil end den overordnede inflation, giver et bedre billede af den underliggende inflation i økonomien, da for eksempel lønudviklingen gives en større vægt end i den overordnede inflation, forklarer Helge Pedersen, der videre påpeger, at det stærke europæiske arbejdsmarked krydret med en rekordlav ledighedsprocent giver udsigt til relativt høje lønstigninger i de kommende år.

Af samme årsag ventes ECB fortsat at stramme sin pengepolitik for at få inflation ned på 2 pct., som er centralbankens mellemlangsigtede ambition.

Tempoet for renteløftene er dog sat ned hos centralbanken, der ses stramme pengepolitikken en sidste gang i nuværende stramningscyklus i juli.

- Det er vores vurdering, at ECB nu er tæt på rentetoppen. Men vi forventer dog, at banken også sætter renten op med yderligere 0,25 pct.point på det kommende møde i juli, hvor ECB også ventes at komme med en udmelding om, at banken nu holder en rentepause og ser tiden an, skriver Helge Pedersen.

Tidligere har ECB hævet renten med både 50 og 75 basispoint ad gangen.

Herhjemme ventes den danske centralbank, Nationalbanken, at følge ECB's eksempel og hæve renten med tilsvarende 25 basispoint til 3,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Seneste nyheder

10:10 DFDS melder om stigende fragtmængderne og flere passagerer i maj
09:41 Elon Musk dropper sagsanlæg mod OpenAI i 11. time
09:33 Elon Musk dropper sagsanlæg mod OpenAI i 11. time
09:29 Jyske Bank undrer sig over timing i GN's beslutning om nedskalering i del af forretningen
09:17 Aktier/åbning: Rockwool presses af sænket anbefaling - mindre aktie skydes ned med 40 pct.
09:02 Asetek får kæberasler af investorerne efter suspenderede forventninger
08:57 Obligationer/åbning: Renten dykker frem mod sprængfarlig cocktail af nyt fra USA
08:17 Aktier/tendens: Rockwool og Ørsted kan stjæle fokus efter anbefaling og Tesla-nyt
08:04 Tiltaget tysk inflation i maj bekræftes i endelig opgørelse
07:56 Investeringsøkonom om Asetek: Spænd sikkerhedsbæltet når handlen starter
07:47 Råvarer: Oliepriserne stiger på optimistiske efterspørgselsudsigter
07:30 Ørsted og Tesla går sammen om kæmpe "batteri" til lagring af grøn strøm
07:23 Asetek suspenderer forventningerne til 2024 efter skuffende kundetilbagemeldinger
07:06 Obligationer/tendens: Sivende renter i sigte før sprængfarlig cocktail af nyt fra USA
06:49 Mærsks asiatiske konkurrenter tager vand ind
06:34 Novos topchef i USA skal muligvis vidne i Senatet om høje medicinpriser
06:34 Rockwool får sænket anbefalingen til "hold" hos Carnegie
06:34 Asetek suspenderer forventningerne til 2024 efter skuffende kundetilbagemeldinger
06:32 Valuta: Dollar svækkes marginalt før inflationstal og rentemelding
06:32 Asien: Presset stemning frem mod amerikanske inflationstal og rentemøde