Risiko for øget konkurrence på vindmølle-markedet

Udgivet den 18-12-2001  |  kl. 16:43  |  

Amerikanske Enron's betydelige økonomiske problemer og Vestas' frasalg af andelen i Gamesa til en forholdsvis lav pris har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt de danske vindmølleproducenter kan bevare den stærke markedsposition og høje prisfastsættelse. Det skriver Finansbanken i sin Børs Hot-line, hvor NEG Micon indgår i salgsporteføljen med et target på 210 kr. mod det nuværende niveau på 229 kr.

Amerikanske Enrons problemer giver andre aktører muligheder for at samle de billige stumper op, men der er ingen sikkerhed for, at de havner på danske hænder, og det øger risikoen for skærpet konkurrence.

Siemens har hidtil afvist at eksponere sig i vindmølleproduktion, mens ABB ikke har villet udtale sig.

Finansbanken anbefaler samtidig investorer, der gerne vil investere i danske vindmølleaktier, at købe Vestas-aktier fremfor NEG Micon, der handles uden den rabat i forhold til Vestas, som aktien efter bankens vurdering kræver.

Udgivet af: NPinvestordk