Rutineret Venstre-løjtnant skal hive partiet op fra dyndet

Udgivet den 20-11-2023  |  kl. 06:30  |  

Står Troels Lund Poulsens egne ord til troende, har han befundet sig bedst i andet geled og arbejdende lidt bagved den siddende formand.

Men lørdag rykkede Troels Lund Poulsen officielt fra maskinrummet til førersædet, da han blev valgt som Venstres formand på partiets landsmøde i Herning.

Ingen modkandidater stillede op mod den nuværende forsvars- og økonomiminister. Han blev således valgt uden afstemning til den ledige formandspost, som Jakob Ellemann-Jensen har efterladt sig.

Troels Lund Poulsen skal forsøge at hive Venstre op fra en alvorlig krise med historisk lave meningsmålinger på bagkant af et dårligt valg sidste år.

Selv er han ikke en stemmesluger.

Han fik knap 4600 personlige stemmer ved valget i 2022 og ligger dermed i den lavere halvdel i folketingsgruppen, der har 23 medlemmer for nuværende.

Til gengæld beskrives han som en politiker med tæft, der ikke er bange for at tage teten i forhandlingsrummet. Han kan navigere i det politiske landskab - også når det brænder på.

Særligt i indeværende valgperiode har han ifølge Venstre-folk taget store skridt. Det var ham, der trådte til, da Ellemann blev sygemeldt med stress.

Lars Christian Lilleholt har i forbindelse med formandsdiskussionen udtalt, at Troels Lund Poulsen er gået fra at spille i forsvaret til at "rykke op i angrebet".

- Han er blomstret op som en meget stærk politiker, har Lilleholt udtalt.

Nok har Troels Lund Poulsen (V) sjældent været den mest iøjnefaldende politiker, men han har søgt magten, fra han var ung.

Han var formand for Venstres Ungdom i slutningen af 1990'erne.

I 2001 kom han i Folketinget, og derfra har han bestredet ministerposter for blandt andet miljø, skat, undervisning og nu forsvar.

Ikke alt har dog været en succes og røde roser for Troels Lund Poulsen. Det største stormvejr i karrieren stammer fra hans tid som skatteminister.

Helle Thorning-Schmidts (S) skattepapirer blev lækket til pressen kort før folketingsvalget i 2011, og en kommission undersøgte efterfølgende Troels Lund Poulsens rolle i sagen.

Han slap uden videre konsekvenser, men fik senere en næse - hård kritik af Folketinget - fordi han sad som minister, da papirerne blev lækket.

I forbindelse med hans formandskandidatur har Helle Thorning-Schmidt forlangt en undskyldning. Det har Troels Lund Poulsen dog afvist at give.

Troels Lund Poulsen har, som mange vil huske, skaffet sig et par genkendelige øgenavne på halsen.

Som miljøminister fik han navnet "Traktor-Troels" på grund af sin begejstring for traktorer af typen John Deere - og det faktum, at han er fritidslandmand.

Troels Lund Poulsen fik senere tilnavnet "Trolex". Det skete, da han som undervisningsminister modtog et meget omtalt Rolex-ur af Qatars sheik Tamim Bin Hamad Al-Thani.

Det kostede 70.000 kroner. Troels Lund Poulsen kom under beskydning, og han måtte til sidst aflevere uret tilbage.

Nu tikker et andet ur. Troels Lund Poulsen er blevet valgt til at være den, der skal få partiet i gear igen, og han lægger ikke skjul på, at Venstre ikke er i topform.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder

11:10 Zealand-topchef håber på 7-9 pct. vægttab i vigtigt studie - kan åbne for dialoger
10:55 Forventningerne til dansk økonomi stiger i ny prognose
10:39 Amerikansk storbank tror på Pandora - hæver kursmål og estimater
10:20 Rockwools topchef om marginprognosen for andet halvår: Den er en smule pessimistisk
10:17 WSA-chef ser nye produkter give klare markedsandele i god start på 2024
09:24 Aktier/åbning: Zealand sendes i bund i ellers optimistisk marked
09:10 Zealand Pharma ser både omsætning og omkostninger vokse i første kvartal
08:38 Obligationer/åbning: Renten tager endnu et dyk ned efter amerikanske inflationstal
08:32 MT Højgaard Q1: Andet halvår skal få prognosen i mål
08:19 Roches fedmehåb leverer signifikant vægttab i fase 1-forsøg
08:14 Zealand Pharma ser både omsætning og omkostninger vokse i første kvartal
08:00 Stor forskel på fuldførte ungdomsuddannelser
07:59 WS Audiology fortsat på vækstsporet i andet kvartal efter positive lanceringer
07:56 Køkkenkoncernen TCM Group afværger salgstilbagegang med opkøbte Aubo
07:49 Aktier/tendens: Zealand Pharma og Nilfisk i fokus i ventet grøn åbning
07:40 Råvarer: Oliepriserne stiger på langsommere amerikansk inflation og stærk efterspørgsel
06:52 Obligationer/tendens: Rentefald efter amerikansk jobrapport kom onsdag
06:39 Asien: Begejstring på Wall Street smitter af i hele regionen
06:34 Japan: Opbremsningen i den økonomisk vækst fortsætter
06:34 Cisco opjusterer og belønnes med kursløft