SEB imponerer i andet kvartal - varsler delvis ende på nettorenteoptur

Udgivet den 18-07-2023  |  kl. 07:24  |  

Den svenske storbank SEB slog overbevisende analytikernes forventninger i andet kvartal, hvor høje renter og et væsentligt lavere behov for nedskrivninger sikrede bedre resultater end ventet på stort set samtlige poster.

I samme ombæring varsler bankens administrerende direktør dog, at marginen mellem bankens og kundernes rente er blevet indsnævret, og at en del af opturen derfor kan være forbi.

- I andet kvartal så vi sund aktivitet hos vores store erhvervskunder, der var afspejlet i voksende udlån og indlån samt et løft i aktiviteten på kapitalmarkederne. Vores privatkunder er fortsat med at tilpasse sig til det nye rentemiljø ved at fastlåse tilgængeligt indestående på en højrentekonti, siger topchef Johan Torgeby i regnskabet.

- Vi bemærker, at nettorentemarginen for de svenske privatkunder fortsat aftog, hvilket betyder, at en del af den midlertidige styrkelse af nettorenteindtægterne kan være fortid, fortsætter topchefen.

SEB havde i andet kvartal nettorenteindtægter for 11,88 mia. svenske kr., mens konsensus blandt analytikere adspurgt af Bloomberg News lød på 11,55 mia. svenske kr. Nettogebyrindtægterne landede i perioden på 5,64 mia. svenske kr., hvor der var estimeret 5,28 mia. svenske kr.

Storbanken havde i perioden nedskrivninger på udlån for 43 mio. svenske kr., hvilket var betydeligt under de 594,3 mio. svenske kr., som analytikerkorpset havde frygtet.

Samlet løb overskuddet efter skat op i 9,77 mia. svenske kr. Her var ventet 8,44 mia. svenske kr.

SEB venter i 2023 højere omkostninger målt i lokale valutaer til sin strategi, der løber frem mod 2030, som følge af en svækkelse af den svenske kr. Målt i 2023-kurser ses omkostningerne på 27,0-27,5 mia. svenske kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder