Shipping/BIMCO: Kina vil øge behovet for større tørlastskibe

Udgivet den 05-12-2012  |  kl. 14:07  |  

Kinas hungren efter jernmalm til sin stålindustri ventes at stige i det nye år og sammen med importen af kul virke understøttende for efterspørgslen efter de større tørlastskibe. Kinas behov for jernmalm skal ses i lyset af, at landet har brug for mere stål til bygningen af boliger, infrastruktur og maskineri, noterer BIMCO i en ny rapport.

Shippingorganisationen advarer dog mod fortsat overkapacitet i segmentet.

- I takt med at vi bevæger os mod 2013, vil efterspørgslen efter jernmalm fra verdens største forbruger, Kina, sandsynligvis give et solidt løft i efterspørgslen sammen med kulimporten i Asien, udtaler BIMCOs chefanalytiker, Peter Sand, i rapporten, der forudser en vækst i Kinas import af jernmalm på 7,5 pct. i 2013.

Det indikerer en acceleration af importvæksten i 2012, da kineserne importerede 6,4 pct. mere jernmalm. Væksten ventes drevet af højere stålefterspørgsel og en lavere kvalitet af den indenlandske jernmalm.

Faktisk vurderer BIMCO, at jernindholdet i den kinesiske jernmalm er aftaget siden 2008, hvilket er godt for tørlastmarkedet, da det indikerer, at de reelle omkostninger ved at anvende kinesisk jernmalm er faldet. Dermed øges incitamentet til at importere jernmalm af højere kvalitet fra udlandet.

BIMCO forudser, at Kina i gennemsnit vil importere 65 mio. ton jernmalm om måneden næste år mod 61 mio. ton om måneden i 2012. Totalt svarer det til en import på 785 mio. ton jernmalm i 2013. Omregnet til capesize-skibe betyder det beskæftigelse til yderligere omkring 49 af disse store tørlastskibe i 2013.

- Som det ser ud nu, vil den kinesiske appetit på jernmalm sikre en capesize-indtjening, som holder sig over et gennemsnit på 9000 dollar om dagen i 2013. Årsagen er de positive udsigter for efterspørgslen på jernmalm og en forventet fortsat højere efterspørgsel på energiproduktion i Kina og Indien, skriver BIMCO, der tror, at kul på mellemlang sigt vil yde det største bidrag til efterspørgselssiden i tørlast.

På den helt korte bane finder BIMCO det dog sandsynligt, at spotraterne på transport af kul rammes lidt af fortsat meget høje lagre efter en stigning på 49 pct. på årsbasis. Effekten af de høje lagre kan dog til dels blive opvejet af en opadgående tendens i energiproduktionen i takt med, at vinteren nærmer sig.

- Når vi ser ind i 2013, forbedres de fundamentale forhold i tørlastsegmentet både på udbuds- og efterspørgselssiden. Vi har fortsat et overudbud af tonnage, men i takt med, at vi ser det globale BNP blive forbedret, vil efterspørgslen efter tørlasttonnage også begynde at stige drevet af en voksende efterspørgsel på jernmalm og kul. Denne udvikling bør mindske presset på redere og operatører, siger Peter Sand.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

08:43 Aktier/tendens: Mærsk og Zealand kan få opmærksomhed ventet på rolig fredag
08:16 Novos ærkerival har sat fuld skub på udviklingen inden for svær overvægt
07:50 Råvarer: Olieprisen falder som følge af mindre risikoappetit
07:14 Obligationer/tendens: Dramatisk renteuge kan slutte mere roligt
07:09 Mærsks asiatiske konkurrenter har solid medvind fredag
06:37 Dansk aktie skiller sig ud som bedste investering inden for svær overvægt
06:34 Schweizisk storbank tror på blød landing og ser to rentesænkninger i USA i 2024
06:34 Japans centralbank fastholder renten og udskyder beslutning om stramning
06:32 Asien: Japanske aktier hjulpet af en svækket yen
06:32 Valuta: Bank of Japan udskyder strammerkurs - yen rammer svageste niveau i seks uger
06:30 Kalender med link - fredag den 14. juni
17:57 Europa/aktier: Rentestigninger gav største fald siden midten af april
17:41 Opec kalder tro på snarlig top i efterspørgslen efter olie for farlig
17:15 Torsdagens obligationer: Lidt bevægelse efter amerikanske nøgletal
17:08 Torsdagens aktier: Surt eliteindeks med banker i bund og volatile Zealand i top
16:30 UBS rygtes i forhandlinger med kinesisk partner om frasalg af Credit Suisse-selskab
15:50 USA/åbning: Positiv optakt bekræftet efter eftermiddagens nøgletal
15:36 Lufthansas investering i italienske ITA er på vej til at blive godkendt af EU
14:42 Amerikanske producentpriser viser lovende takter: Stiger mindre end ventet i maj
14:32 USA: En del flere nytilmeldte ledige end ventet i sidste uge