Statoil ser olien stige til 25 USD pr. tønde allerede i september

Udgivet den 04-08-1999  |  kl. 13:24  |  

København--4. august--NetPosten--Oliepriserne stopper ikke med at stige foreløbigt. Allerede i september venter norske Statoil således, at prisen på en tønde råolie vil være steget til 25 USD pr. tønde fra det nuværende niveau på lige under 20 USD pr. tønde. Det skriver den norske avis Stavanger Aftenblad onsdag.

Det kan få OPEC-landene til igen at skrue op for hanerne, da en så høj pris kan skræmme forbrugerne væk, vurderer analytikere. OPEC har således et mål om at holde olieprisen på mellem 18 og 20 USD.

- Hvis OPEC ikke hæver produktionen, så kan de høje oliepriser ramme den økonomiske vækst i Asien, og det vil på langt sigt svække efterspørgslen efter olie, siger analytiker Morten Saksvik til Stavanger Aftenblad.

Udgivet af: NPinvestordk