Tirsdagens danske avisuddrag med Nets, brexit og vaccinenyt

Udgivet den 17-11-2020  |  kl. 06:59  |  

BØRSEN

1885 DANSKE VIRKSOMHEDER KAN I 2020 KALDE SIG EN GAZELLEVIRKSOMHED

Særligt tech- og servicevirksomhederne kan bryste sig med titlen gazellevirksomhed i år, viser en opgørelse. Alligevel er det andet år i træk, at antallet af gazeller falder, og det mener Martin Senderovits, som forsker i gazellevirksomheder, vil forsætte ind i næste år. (Forside, side 6-7)

RIVALER HAR SLÅET NETS' VILDE AFKAST

Nets' markedsværdi er steget med hele 66 mia. kr. siden 2017, men faktisk har de fleste konkurrenter givet et bedre afkast. En opgørelse lavet af Børsen viser, at Nets er et af de store betalingsselskaber, som er steget mindst i værdi siden 2017. (side 10)

ITALIENSKE NEXI SKAL BRINGE NETS VIDERE

Bo Nilsson, som er top-chef hos Nets, nærmer sig snart enden på sin periode som direktør hos Nets. Han forventer dog stadig, at stordriftsfordele kan betyde bedre og billigere betalinger for de danske butikker. (side 11-12)

FORBRUGEROMBUDSMANDEN VURDERER 100 LÅNEAFTALER SOM VÆRENDE ULOVLIGE

Lovbruddet ligger i kreditvurderingen, idet bankerne og forbrugsvirksomhedernes kreditværdighedsvurdering har været mangelfuld. Der er derved flere forbrugere, der ikke burde være egnede, som alligevel er blevet det. (side 14)

KINA KØBER KUN 53 PCT. AF DE VARER DE HAR LOVET TRUMP

USA eksporterer mindre til Kina end før handelskrigen trods en stor aftale, som blev indgået tilbage i januar. En ny opgørelse viser, at kineserne i årets første tre kvartaler kun har købt 53 pct. af de amerikanske varer, som de har forpligtet sig til i handelsaftalen. (side 20-21)

VACCINENYHEDER GIVER DEFENSIVE C-25 AKTIER EN RYSTETUR

Mandagens melding fra biotekselskabet Moderna, som kunne berette, at de har en effektiv coronavaccine på vej, sendte danske aktier ned med 1 pct., i minutterne efter nyheden landede. (side 26-27)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

CORONAKRISEN SÆTTER SKUB I KREATIVE FIRMAHANDLER

Den mere kreative handel med virksomheder blomstrer efter nedlukningen. Fremfor at sælge hele virksomheder vælger mange ejere at sælge en minoritetspost eller indgå et joint venture eller en alliance. (Forside, side 6-7).

BREXIT: DANSK MILLIARDEKSPORT TIL STORBRITANNIEN TÆT PÅ AT KÆNTRE

Op mod 75 pct. af Danmarks fødevareeksport til Storbritannien kan forlise i et hårdt brexit. Tidsfristen nærmer sig for de fastlåste forhandlinger, og fødevarevirksomhederne forbereder sig på det værste. (side 5).

ANDENBØLGEN RAMMER ØKONOMIEN HÅRDT BÅDE I EU OG USA

Nye nedlukninger vil uvægerligt ramme den økonomiske udvikling i indeværende kvartal. Og selv om vaccineproducenter i øjeblikket giver grund til lidt optimisme, så vil andenbølgen formentlig hæmme den økonomiske udvikling ind i første kvartal af 2021. (side 12).

DEN DANSKE BYGGEBRANCHE ER PÅ VEJ I LUFTEN

Den digitale udvikling i byggebranchen kører på højtryk, og et af de nye redskaber i værktøjskassen er droner. (side 14).

BERLINGSKE BUSINESS

AMERIKANSK MEDICINALHUS RAMMER VACCINE MED HØJ BESKYTTELSE

Amerikanske Moderna har udviklet en coronabremse, der inden for de næste måneder kan løse virussets greb på verden efter lovende forsøg på 30.000 personer. USA's førende virusekspert, Anthony Fauci, advarer dog om at strække våben for tidligt og indstille kampen mod corona. (Forside, side 4)

GULDREGN OVER NETS-ANSATTE GØR TOPCHEF TIL MILLIARDÆR

I kølvandet på salget af Nets for 45 mia. kr. står omkring 100 medarbejdere til at dele godt 1 mia. kr. Derudover har topchef Bo Nilsson tjent yderligere 600 mio. kr., hvilket har sendt ham tæt på listen over Danmarks 100 rigeste. (side 2).

MINKBRANCHEN MISSER GYLDEN VÆKSTCHANCE

Nedlukning af danske minkfarme betyder, at branchen misser de gode tider, der ifølge eksperter er i vente. De forudser nemlig, at prisen på minksind vil stige. (side 8).

/ritzau/FINANS

Anders Krog Kristiansen

Tags:  newspaper❯