Topchef hos Tryg: Står klippefast på 2024-mål men vi tilpasser os realiteterne

Udgivet den 27-09-2023  |  kl. 11:58  |  
Arkiv: Foto

Forsikringskoncernen Tryg har søsat en række strategiske ændringer, der skal sikre opfyldelse af koncernens målsætninger for 2024 og give et solidt fundament for den kommende strategiperiode frem til udgangen af 2027.

Tiltagene, som medfører afskedigelse af 250-270 medarbejdere på tværs af organisationen, kommer efter en periode med et udfordrende makroøkonomisk miljø, hvor høj inflation og svækkede kurser på svenske og norske kr. har givet modvind for koncernen, der har aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge.

Samtidig har Tryg med de senere års massive opkøb gennemgået en transformation i både størrelse og geografisk tilstedeværelse, hvilket nu giver koncernen - og den relativt nye topchef, Johan Kirstein Brammer, en god lejlighed at gå strategien efter i sømmene.

VERDEN FORANDRER SIG

- Tryg står stærkt, men vi mærker altså også lige i øjeblikket mere end nogensinde før, hvordan verden forandrer sig. Derfor er det mit og resten af direktionens ansvar at løfte blikket og sikre, at vi løbende får skabt de bedste betingelser for vores forretning, siger Johan Kirstein Brammer i et interview med MarketWire.

Overordnet har ændringerne til formål at øge effektiviteten og koncernens finansielle robusthed. Det skal sikre et stærkt fundament for den kommende strategi frem til udgangen af 2027, som Tryg vil lancere i fjerde kvartal næste år.

Samtidig skal det bringe Tryg sikkert i mål i forhold til de finansielle ambitioner for 2024, som koncernen meldte ud tilbage i november 2021. Tiden siden dengang har været præget af fortsatte covid-19-effekter, høj inflation, krig i Ukraine og makroøkonomisk usikkerhed generelt.

En ekstraordinær tid ifølge Tryg-chefen, hvilket også kræver ekstra opmærksomhed om at have den mest optimale strategi og organisatoriske fokus fremadrettet.

- Vi står klippefast på vores 2024-mål, og som led i det er vi nødt til løbende at tilpasse os en ny makroøkonomisk virkelighed. Jeg vil også gerne være sikker på, at vi får investeret det, vi skal, for at komme stærkt ind i en ny strategiperiode frem mod 2027 - de udmeldte forandringer er forudsætning herfor.

EN NY MARKEDSKONTEKST

- De penge, vi finder ved de her effektiviseringstiltag, skal sikre vores målsætning, og at vi kan udvikle vores forretning. Det handler om at tilpasse os en ny markedskontekst og løbende tilpasse os realiteterne - det er det vi gør, forklarer Johan Kirstein Brammer.

En af ændringerne er en sammenlægning af erhvervs- og industridivisionerne i Danmark og Norge, hvilket sker med inspiration i koncernens svenske del - i Trygg-Hansa, som har haft succes med netop den model.

- Det er en strategisk fokusering af vores forretninger, og så er det en organisk simplificering, hvor vi tager en model, der virker rigtigt godt for industri og erhverv i Trygg-Hansa i Sverige og kopierer den ud i Danmark og Norge. Så det er faktisk en synkronisering af vores organisationsmodel, så vi er godt rustet i den nye strategiperiode, siger Johan Kirstein Brammer.

Tryg har de seneste år været på hvad topchefen kalder for "en ret stor mission" med at rydde op i forretningen, hvor der er sagt farvel til de store komplekse og ikke-lønsomme kunder.

ET NATURLIGT NÆSTE SKRIDT

- Det betyder, at vi i dag står med sunde porteføljer og sunde industriforretninger i både Danmark og Norge. Og de kunder, vi har i industriforretningen, ligner i langt højere grad end tidligere de kunder, der ligger i erhvervsforretningens øverste segment, siger Johan Kirstein Brammer.

Derfor ser Tryg en stor fordel i nu at betjene de kundeporteføljer samlet i hvert enkelt land.

- Det er et naturligt næste skridt i vores ambition om at blive erhvervslivets foretrukne forsikringsselskab, og det giver os også de bedste forudsætninger for at høste fordele på omkostningssiden, siger Johan Kirstein Brammer og henviser til, at hovedparten af de annoncerede afskedigelser netop er en konsekvens af sammenlægningen af de to områder.

Tryg har herudover besluttet at tilpasse organisationsdesignet i Trygg-Hansa, så den afspejler den organisation, Tryg har i sine øvrige markeder. Det får den konsekvens, at chefen for den svenske forretning, Mats Dahlquist, ved årsskiftet forlader koncernen, mens den fortsættende ledelse fremover kommer til at referere til Tryg-koncernens direktion.

- Vi er kommet langt med integrationen af Trygg-Hansa, og vi ser fordele i nu at rykke endnu tættere sammen og tage integration til det næste niveau. Denne ensretning gør, at alle Tryg-koncernens markeder nu går ind i den næste strategiperiode med et fælles organisatorisk udgangspunkt, siger Johan Kirstein Brammer.

SAMLER INNOVATION OG FOREBYGGELSE

Endnu et tiltag er etablering af en ny nordisk enhed, hvor koncernen samler innovation og forebyggelse i et nyt udviklingscenter, som bliver forankret i Trygs strategiområde.

- Ved at samle det, får vi større gennemslagskraft, både inden for produkter og forebyggelse. Det er to enormt vigtige elementer. Innovation bliver afgørende for, at vi forbliver konkurrencedygtige, og forebyggelse har vel aldrig været vigtigere end lige nu i den samfundskontekst, vi er i. Det gælder både hvad angår klimaudfordringer og mental sundhed i Skandinavien, siger Johan Kirstein Brammer.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag