Torsdagens aktier: GN og Coloplast pressede eliteindeks i rødt

Udgivet den 17-08-2023  |  kl. 17:16  |  
Aktie tabel

GN endte som den helt store taber i torsdagens aktiemarked, hvor selskabet fik følgeskab af Coloplast. FLSmidth endte i den modsatte ende, efter at storaktionæren i ingeniørselskabet Altor Invest købte en stor aktiepost til overpris.

- Men det er de regnskabsaktuelle nyheder, der lige giver det danske marked et ekstra tryk ned. Ellers er markederne presset af usikkerhed omkring Kina, og om de amerikanske renter skal stige endnu mere, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

Det toneangivende danske C25-indeks faldt 1,0 pct. til 1756,68 torsdag, mens de store europæiske børser faldt på til 0,9 pct. ved dansk lukketid.

GN blev prygelknabe, efter at selskabet sent onsdag måtte nedtone de samlede forventninger til 2023 som følge af fortsatte udfordringer i headset-divisionen, GN Audio. Modsat var præstationen meget stærkere i høreapparatforretningen GN Hearing.

Førstnævnte vejer dog tungest, hvis man spørger det amerikanske børshus Jefferies, der vurderer, at det bør føre til, at konsensus for indtjeningen per aktie bliver sænket med mere end 10 pct., skriver finanshuset i en kommentar.

- GN's regnskab var lidt todelt, for mens Audio skuffer, så går det faktisk godt i Hearing. Og GN formår også at vende de fri pengestrømme til et plus på 622 mio. kr. i andet kvartal efter et minus sidste år. Men det er Audio, der presser ned. Og faldet ses meget fair ud, når nu estimaterne også skal ned, siger Ole Kjær Jensen.

At få vendt de frie pengestrømme er da også en meget vigtig del af selskabets plan for at få nedbragt den skyhøje gæld, det har slæbt rundt på siden opkøbet af Steelseries, der blev gennemført i starten af sidste år.

GN faldt 9,4 pct. til 150,50 kr.

COLOPLAST TIL DEN SVAGE SIDE

Også Coloplasts kvartalsresultat for tredje kvartal var lidt dårligere end ventet, og det kostede et kursfald på 2,9 pct. til 801,60 kr.

- Coloplast var marginalt svagere end ventet. Og det kan da også godt være, at det er udsigten til en aktieudvidelse senere i forbindelse med opkøbet af islandske Kerecis tynger, vurderer Sydbanks afdelingsdirektør.

Det islandske opkøb er på 8,9 mia. kr. og godkendelserne afventes fortsat.

FLS I TOP PÅ OVERPRIS

FLS endte i toppen af C25 med et plus på 4,6 pct. til 297,80 kr., efter at Altor Invest har købt 2,2 mio. aktier for en overpris på 315 kr. per styk.

- Det er lidt det omvendte af det, vi normalt ser, når en stor aktiepost købes. Men det vil tage lang tid at samle 2,2 mio. aktier op, hvilket også ville være med til at løfte kursen. Og Altor har gjort det her før, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Investeringsselskabet har øget sin andel i det danske ingeniørselskab til 14,9 pct., som er den grænse, Altor har lovet at holde sig under frem mod kvartalsregnskabet fra FLSmidth, som offentliggøres 30. september.

Demants regnskab og opjustering sent tirsdag har givet anledning til et løftet kursmål hos BNP Paribas til 240 kr. fra 180 kr.

Den negative anbefaling "underperform" gentages dog.

Aktien steg 3 pct. til 278 kr.

ALM. BRAND OVERGIK ESTIMAT

Blandt sidepapirerne landede Alm. Brand et forsikringsresultat på 507 mio. kr. i andet kvartal mod ventet 435 mio. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af Alm. Brand selv. Og det fik investorerne til at sende forsikringsaktien frem med 6 pct. til 10,86 kr.

Også blandt sidepapirerne steg Zealand 4,3 pct. til 241,20 kr. på sit kvartalsregnskab, hvoraf det fremgår, at partneren Boehringer Ingelheim har besluttet at indlede fase 3-studier med lægemiddelkandidaten Survodutid til behandling af fedme.

Torm og A&O Johansen var også blandt de regnskabsaktuelle selskaber. Torm faldt 0,9 pct., og A&O endte 1 pct. lavere.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯