Torsdagens aviser med Novo Nordisk, Matas og Novozymes

Udgivet den 31-10-2019  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

BANKER STRAMMER GEBYRSKRUEN EFTER MINUSRENTETAB

Regningen for de negative renter rammer nu bankkunder i form af højere gebyrer. Det er budskabet fra Jyske Bank og Sydbank efter skuffende regnskaber. (Forside, side 6-7)

NORSK HOTELINVESTOR BAG REDNING AF SPIES

Den norske hotelmagnat Petter Stordalen var afgørende i at få sammensat en investorgruppe omkring rejsekoncernen Spies, der kunne redde både job og feriegæsternes penge. (Side 8)

NOVO NORDISK KAN VÆRE KLAR MED OPJUSTERING

Diabetesgiganten Novo Nordisk leverer regnskab fredag, og aktiemarkedet håber på et lille løft i prognosen for hele året. Novo Nordisk ventes dog at holde kortene tæt til kroppen, da ledelsen varmer op til kapitalmarkedsdag senere i november. (Side 12)

NETHANDLEN FORSÆTTER MED AT BULDRE FREM HOS MATAS

Kunderne fortsætter med at vælte ind i Matas' netbutik, der fortsætter vækstsporet. Onlinesalget voksede hele 53 pct. i andet kvartal af det forskudte regnskabsår. (Side 13)

NOVOZYMES' NYE TOPCHEF ER DEBUTANT SOM ØVERSTE CHEF

Spanske Ester Baiget overtager rollen som topchef i Novozymes efter Peder Holk Nielsen, der slutter i koncernen efter vækstskuffelser. (Side 16)

DANSK BIOTEKSELSKAB JAGTER LILLE MILLIARD VIA AKTIESALG I USA

Det Hørsholmbaserede dansk-amerikanske biotekselskab Y-mabs har efter positive forsøgsdata sat nye aktier til salg for 125 mio. dollar, som kan udvides med 18,75 mio. dollar, så det samlede beløb nærmer sig 1 mia. kr. (Side 16)

BERLINGSKE BUSINESS

SPIES TILBAGE PÅ FLAMBOYANTE HÆNDER

Den kulørte norske hotelkonge Petter Stordalen tager arven op efter excentrikeren Simon Spies. Sammen med to kapitalfonde har Stordalen købt Spies Rejser ud af fallitboet Thomas Cook. (Forside, side 8-9)

NEGATIVE RENTER KOSTER DANSKE BANKER OG KUNDERNE DYRT

Indtjeningen er under hårdt pres i to af landets største banker, der offentliggjorde deres regnskaber i går. Sydbank har netop valgt at følge trop med Jyske Bank og sænke grænsen for, hvornår privatkunder skal betale for at have penge i banken. (Side 13)

SPANIER SKAL VÆRE INGREDIENSEN SOM FÅR NOVOZYMES I KOG IGEN

Aldrig tidligere har et selskab i Novo-familien valgt en topchef udefra. Men nu er Novozymes gået nye veje og har udpeget den spanske kemiingeniør Ester Gaiget som ny frontfigur. (Side 20)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

SPAR NORD STOPPER SALG AF PLEJEPRODUKT

Spar Nord har stoppet salget af bankens mest sikre plejeprodukter, fordi kundernes afkast balancerer omkring nul, når omkostningerne er betalt. Nykredit, Jyske Bank og Sydbank fortsætter. (Forside, side 7)

SPIES SOLGT TIL NORSK MILLIARDÆR

Den norske hotelmilliardær Petter Stordalen har sammen med to kapitalfonde købt den skandinaviske rejsekoncern Spies. (Side 5)

NOVOZYMES HENTER SIN NYE TOPCHEF I SPANIEN

Novozymes skal trækkes ud af vækstkrisen af en ny topchef. Hun er spanier, hedder Ester Baiget og bor i Schweiz. Novozymes' formand håber, at den nye træner kan få selskabet tilbage på vinderkurs. (Side 10)

JYSKE BANK LAVER NY AFTALE MED NETS OM BETALINGSSERVICE

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har Jyske Bank opgivet planerne om at forlade Netssamarbejdet. En ny aftale om håndtering af kortbetalinger er indgået. (Side 12)

SYDBANK HOLDT OP MED AT SPÅ OM FREMTIDEN

Sydbank har offentliggjort regnskab for 3. kvartal i år, og det afslører fokus på at effektivisere for at øge indtjeningen, som er under pres. (Side 14)

MATAS ØGEDE OMSÆTNINGEN I ANDET KVARTAL

Matas' onlinesalg steg med 53 pct., og omkostningerne blev reduceret - men forventningerne til hele årets omsætning nedpræciseres. (Side 14)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer